|
Er han go'? - Den danske Sangskat - Muntre gamle viser - Wienermusik - Julestue - Små klassiske Perler - Mormors Favoritter Højskoleaften
|
I Frankrig var "Quadrille de Contradances" en meget yndet dans omkring 1800-tallets begyndelse. Som navnet antyder var den en "kvadratisk" udgave af den mere end 100 år ældre engelske rækkedans, der i Frankrig blev kaldt for "Contradance". Den har dog også rødder i en gammel fransk dansetradition, som i øvrigt også ligger til grund for alle vore hjemlige 2- og 4-pars kvadrilledanse. Fra oprindelig at være en opvisningsdans, der indgik i tidens talrige balletforestillinger, bredte "Quadrille de Contradances" sig til hoffet og det bedre borgerskab, og fik efterhånden en fast form, bestående af 5 ture (= selvstændige danse). Megen forskellig musik har været brugt, både specielt komponeret til formålet, men oftest potpourrier over populære operamelodier. Denne praksis med at bruge scenisk musik til at danse efter er i øvrigt værd at lægge mærke til. Det gælder nemlig ikke blot "Quadrille de Contradances" og efterkommerne af denne dans; også i Danmark er en stor del af den musik, der knytter sig til vore kvadrilledanse (og "folkedanse" i det hele taget) hentet fra teatrenes indenlandske og udenlandske syngespilsrepertoire. Ofte var det jo de samme spillemænd, der snart spillede til dans og snart spillede til teaterforestillinger. Mange varianter af kvadrilledansen opstod. En af de mest levedygtige opstod i Irland. Om ikke før, så blev "Lancers Quadrille" ihvertfald her præsenteret så tidligt som den 9. april 1817 i Irland ved en stor fest, med op mod 300 indbudte. Sværddansemotiver og lansedragere i kamp har sikkert været inspirationskilder til dansen, og danserne bar faner og våben og var iført lansener-kostumer. "Lancer,s", på fransk: "Les Lanciers" betyder Lansedragerne – tidligere tiders lansebevæbnede krigere:
Allerede få uger senere annonceres i Dublin Evening Post udgivelsen af den nye dans, "som danset på the Countess of Farnham's bal den 9. april". Her angives også hvem, der har kreeret dansen: En irsk dansemester ved navn Duval. Som musik brugtes potpourrier over datidens populære opera/syngespils-melodier. Et par år senere får den unge, produktive komponist, arrangør, organist, operakorleder m.v. Joseph Hart i London udgivet noder og dansebeskrivelse til, som det fremgår af titelbladet: "LES LANCIERS, Quadrilles for pianoforte med helt nye ture, som danset af adelen i Tenby (Wales) i sommeren 1819. Sammenstykket (composed) af Joseph Hart". Mens musikken til de to Lanciers-versioner stort set er identisk, er dansene (og turenes navne) ikke helt de samme. Harts version er meget lig den lanciers, vi stadig danser her i Danmark, hvorimod Duvals ture, som i isolerede miljøer endnu danses i England, indeholder elementer, der er helt forskellige fra dem, som vi kender. Dansens popularitet blusser voldsomt op i midten af århundredet. Og mens Duvals version breder sig til Amerika via New York (hvor den ændres til forskellige, nærmest uigenkendelige afarter), kommer Harts version til Paris, hvor den med små forandringer præsenteres ved Napoleon III's hof i 1856 af den berømte dansemester Laborde. Fra de franske hof- og bedsteborger-kredse, der med begejstring modtog denne nye dans, breder den sig nu udover hele Europa. Nogle steder bibeholdes dens form nogenlunde uændret, andre steder varieres den derimod mere eller mindre. F.eks. har den været danset med 2, 3, 6, 8, 12, ja helt op til 16 par i kvadrillen. Dansen har også været udført som rækkedans og som kuriosum kan nævnes, at den også har været opført til hest. Tilsyneladende har dansen endvidere været på repertoiret hos de førende balletkorps i Europa. I Berlin er det således medlemmer af "Das Königliche Corps de Ballet", der præsenterer dansen i 1857. I Danmark røber fundet af Bournonvilles egen håndskrevne dansebeskrivelse tilknytningen til balletten. Selvom den originale engelske musik til stadighed har været i brug, har det været almindeligt at danse til de mange nye lanciersmelodier, der jævnligt dukkede op: sammenflikninger af kendte operastrofer eller musik specielt komponeret til dansen. Således udkommer i København allerede i år 1860 en "Quadrille de Lanciers", komponeret af organisten N. Behrendt. I et brev, dateret samme år, fortæller en ung pige i København sin veninde om en "brugelig Dans, Lanciers, som Ungdommen lærer alle Vegne". Med andre ord: Vores hjemlige Lanciers-tradition går ihvertfald tilbage til 1860 og er næppe meget ældre. Den muligvis ældste trykte danske beskrivelse, er desværre ikke er komplet og årstallet 1861 er en håndskreven tilføjelse; omend højst sandsynlig. I den efterfølgende tid begynder danseskolerne i øvrigt at dukke op rundt om i landet, og når man ser på trykkesteds- og årsangivelse for de fra tiden bevarede lanciersbeskrivelser (som alle er udgivet af en eller anden danselærer), må man formode, at det netop er via danseskolerne, at Les Lanciers har bredt sig ud over store dele af landet, hvor den naturligvis har været danset mere intensivt nogle steder end andre. Hvilken musik har man så danset til rundt om i landet? I adskillige gamle spillemandsbøger genfinder man forskellige varianter af originalmusikken, mens man ifølge andre spillemandsbøger har brugt nyere potpourrier eller kompositioner, "skræddersyet" til dansen.
Én af disse "nye" lancierskompositioner skulle vise sig at få en ganske særlig betydning for dansen i Danmark. Den bar komponistnavnet J. MIKEL, hvis identitet længe har været en gåde. Gennem min lanciersforskning i 1980'erne lykkedes det mig imidlertid at finde frem til, at "J. Mikel" slet og ret var kunstnernavnet på en pianist og komponist, tilknyttet dansemester Laborde, ansat ved det franske hof. Hans rigtige navn var Joseph Meykiechel, og han har i øvrigt komponeret yderligere tre sæt melodier til denne dans. Disse er dog i dag gået helt i glemmebogen. På trods af, at noderne til Mikels (her kendte) Lanciers blev udgivet både i Paris, Leipzig og København, er den forlængst glemt stort set alle andre steder end netop i Danmark. Her blev den til gengæld mere og mere populær, og selvom der – helt op i 1900-tallet – stadig blev udgivet ny musik til at danse Lanciers efter (f.eks. Flemming Hansens "Opera-lanciers", bygget over operatemaer), har Mikels musik efterhånden herhjemme fået status som værende den egentlige og eneste "rigtige" lanciersmusik, og i højeste grad været med til at forankre vores danske tradition for dansen. Men før dansetraditionerne havde nået at forankre sig, var der - som et isoleret dansk fænomen - sket visse ændringer med dansen, specielt med 5. tur, hvor mange navnlig har undret sig over, at dansens taktfaste forløb pludselig afbrydes af tre langsomme akkorder – fuldstændig utypisk for melodier, der skulle danses til. De tre akkorder forekommer også i de franske originale noder. Men under de tre akkorder er der i her anført "pour finir", hvilket har fået mig til at fremsætte følgende teori: Ved melodiens fremkomst i Danmark, har nogle musikere enten overset eller slet ikke forstået at "pour finir" angiver, at disse tre akkorder kun skal spilles til allersidst, altså som afslutning på hele dansen. Ved hver gentagelse af dansefigurerne i 5. tur, bliver således de tre akkorder spillet dér, hvor de står i noderne – til hvilke dansen kører videre med den kolonneopstilling, der ellers skulle have været danset til under de efterfølgende 8 takters musik. Således kommer den efterfølgende musik 8 takter forud for dansen, og når danseforløbet slutter (med rækker mod og fra hinanden hvorefter hjem på plads) er der fortsat 8 takters musik i overskud. Hvad gør man så? Man hitter på nye figurer til den overskydende musik. I 1800-tallet brugtes skiftende muligheder. Oprindeligt en figur, som Duval havde med i sin dans (blandt squaredansere kendt under navnet "Grand Square"); senere brugtes ofte en ny figur for hver af 5. turs fire gennemdansninger! Først i 1900-tallet bliver én af disse muligheder, nemlig herremøllen, som vi kender den i dag, mere og mere brugt. Velsagtens fordi det var den sjoveste – og den mest løsslupne! … Overalt i Danmark. Her i et jysk forsamlingshus. Fotos fra 5. tur: Kolonner og lige før herremøllen går i gang:
Mens vi her i Danmark fortsat danser Lanciers i alle befolkningslag: fra Kongehuset over officersskolerne til gymnasier, danseskoler og folkedanserforeninger og sågar til private sammenkomster, gik dansen allerede omkring 1. verdenskrig helt af mode som folkelig tradition i alle andre europæiske lande. I 1800-tallet kom stort set alle modedanse til Danmark fra udlandet – mest fra Frankrig. De fleste er formodentlig gået i glemmebogen. Et stort antal har dog levet videre, er blevet beskrevet, udgivet og betragtes nu som "gamle danske folkedanse". Disse danses dog desværre sjældnere og sjældnere. Men Les Lanciers har – trods sin engelsk-franske oprindelse – nu været danset i Danmark i en ubrudt, levende tradition i over 160 år, ikke blot i "de finere" kredse, men generelt i hele den danske befolkning, danset til en musik, som nu alene vi kender og holder af. Er det så for meget, nu at kalde Les Lanciers for DANMARKS NATIONALDANS?
Claus Jørgensens LANCIERSBOGEN (Bogans Forlag, 1996), der udover dansebeskrivelser har noder til såvel Mikels som til den oprindelige musik samt en del flere historiske oplysninger, bl.a. om de enkelte ture, er desværre udsolgt fra forlaget; men mange biblioteker har stadig bogen til udlån eller kan skaffe den.
Instruktion i dansen Jeg har: – specialiseret mig i lyninstruktion af denne dans – produceret radio og TV-udsendelser om Lanciers – har forsket i dansens historie og traditioner |
