Kalender - Den danske Sangskat - Muntre gamle viser - Julestue - Små klassiske Perler - Mormors Favoritter
Festlige kredsdanse Højskoleaften
|
Ved min gode ven og kollega Mogens Helmer Petersen bisættelse
Mit navn er Claus Jørgensen, og jeg vil sige nogle få ord, både på vegne af Det jyske Musikkonservatorium, hvor Mogens var ansat i over 30 år og på egne vegne, hvor jeg ikke blot har været kollega med ham lige så længe, men også været hans ven og har samarbejdet med ham uden for konservatoriet, specielt - igennem mange år - på Uldum højskoles musik-sommer-kurser. I stedet for en lang udredning, vil jeg gengive en lille episode, der - mere end mange ord - fortæller hvem Mogens var og hvad han betød f.eks. for Konservatoriet. Konservatoriet havde engang en højt elsket portner, der hed Erhardtsen, som var ét med konservatoriet og tog sig af alle praktiske opgaver, lige til den dag han faldt for aldersgrænsen. At det var Erhardtsens sidste dag på stedet, gik først op for os den selvsamme dag. Jeg husker tydeligt, da Mogens kom ind af døren til forhallen - og fik det at vide. "Jamen, er der ikke nogen, der har tænkt sig at gøre noget ved det?, han må da fejres på en eller anden måde..." og så gik Mogens ellers igang. Få timer senere kunne han invitere den målløse Erhardtsen ind i en blomstersmykket sal, hvor samtlige lærere og studerende var mobiliseret til at opføre en "kantate" til hans ære, for tale- og syngekor, solister, og diverse instrumenter, altsammen forfattet, komponeret, instrueret i formiddagens løb og ledet af ... Mogens besad ikke bare multimusikalitet og menneskevarme; han var det mest vedholdende menneske jeg har kendt. Det kunne dreje sig om hans koncerter, hans musikteaterforstillinger, hans kor, hans forskning eller hvilketsomhelst andet af de 1000 projekter, han var involveret i. Men det kunne også dreje sig om hans egen førlighed. Da han for nogle år siden blev fejlopereret for en diskusprolaps, blev han jo nærmest stillet i udsigt, at han aldrig ville kunne komme til at gå igen, endsige spille på orglets fodmanual. Mogens blev ikke ret gammel. Eller blev han. Udmåles et liv ikke i kalenderår, men i ÅRSVÆRK (og hermed mener jeg ikke blot det arbejde, men også de gode positive tiltag en mand kan udføre i løbet af et år), så blev Mogens meget, meget gammel. Så gammel, at højere magter åbenbart ikke syntes han skulle blive ældre. Den tanke strejfede mig, at de med overlæg valgte at lade ham sove stille ind. Viljen til livet - til det multimyldrende musik- og glædes-spredende liv, der netop var ham.
|