Kalender - Den danske Sangskat - Muntre gamle viser - Julestue - Små klassiske Perler - Mormors Favoritter
Festlige kredsdanse Højskoleaften
|
Komponisten og musikeren Fuzzy døde i efteråret 2022
Fuzzy: Både genial og menneskevarm. Vi var lige gamle og gik på samme årgang på Det kongelige danske Musikkonservatorium. Siden blev vi kolleger på Det jyske Musikkonservatorium og vores venskab fortsatte op gennem årene, omend det nu er en del år siden, vi sidst havde kontakt; selvom jeg havde en stående invitation til at besøge ham, også uanmeldt. Det er desværre for sent nu. Men jeg har mange gode og sjove minder om ham. Her kommer det aller tidligste – fra først i 1960erne: Til Konservatoriets årsfest var der hyret en dansetrio. Den spillede ikke særlig spændende, hvilket provokerede Fuzzy til at gå hen til flyglet og spørge pianisten, om han da ikke måtte spille lidt med. Først blev det bare til lidt klimpreri i diskanten, men det varede ikke længe, før der kom ordentlig gang i musikken. Pianisten trak sig lidt forskrækket mere og mere ud til siden, alt mens Fuzzy lidt efter lidt fik bemægtiget sig hele klaviaturet. De hyrede musikere så måbende til, mens de studerende efterhånden flokkedes rundt om flyglet. Stadig underlagt sit sprudlende klaverspil, gav Fuzzy sig pludselig til at synge: Ikke kendte numre, nej, men det, han også var fuldstændig genial til: Han kunne improvisere melodier og tekster lige ud af hovedet. Teksterne var vittige. Muntert rimede han små venlige vers om nogle af konservatoriets lærere og til sidst om konservatoriets direktør (rektor), Knud Aage Riisager. Jeg husker tydeligt omkvædet: KNUD-ÅÅÅÅÅGE BLUES!. "At han tør, tænkte jeg" – dengang var der jo virkelig en meget stor og respektfuld afstand "opefter"; selv turde jeg dårligt nok henvende mig til en ældre studerende - og først et par år inde i min studietid, begynde vi elever indbyrdes at bruge fornavn og sige "du" og ikke "de" til hinanden. Men ingen løftede et øjenbryn over Fuzzy milde, omend dengang respektløse provokation. Fuzzy kunne altid – på sin muntre og selvfølgelige måde – tillade sig at "gå over stregen". For alle elskede ham – og det gør vi jo stadig, selvom han desværre ikke er her mere …
|