Om AM-uddannelsens fødsel i Århus
– og hvad der gik forud på landsplan

Af Claus Jørgensen, tidl. docent ved DJM og tidl. leder af Aarhus Musikskole

Allerede i 1898 blev der i København stiftet en musikpædagogisk forening. Tanken var, at selv om en spillelærer er nok så dygtig til selv at spille eller synge, er dette ingen garanti for at vedkommende kan undervise i musik. Derfor etablerede man allerede her en musiklærereksamen, der skulle sikre, at den pågældende kandidat var god til at undervise i musik. Med tiden ikke blot som ene-undervisning, fra 1920’erne også som holdundervisning.

I udlandet var mange banebrydende pædagoger tidligt i gang med at tage hånd om dette. Fx ungarske Zoltan Kodaly og tyskfødte Fritz Jöde, der begge brugte “solmisation” (visning af skalatrin med håndtegn), samt tyske Carl Orff, der fokuserede på at optræne børns rytmesans med sine (senere såkaldte) Orff-instrumenter.

Disse pionerer og flere andre gav inspiration til, at der overalt i 1930’ernes Danmark opstod en lang række FOLKEMUSIKSKOLER – forstået som “folke-musikskoler” og ikke som “folkemusik-skoler”! Navnlig to af disse tilbød kurser, hvor man kunne lære at undervise i musik, også på hold, fx i elementær musikopdragelse, hørelære, musikhistorie m.m.

Jette Tikjøb og Finn Høffding

Aarhus Folkemusikskole (som i dag blot hedder Aarhus Musikskole) var den ene. Oprettet i 1933 blev den i 1935 overtaget af musikpædagogen Eduard Müller, der indførte undervisning af vordende pædagoger under navnet Jydsk Musikakademi.

I 1946 blev skolen overtaget af legendariske Jette Tikjøb, hvis evner som musikformidler gjorde, at hun blev hentet til Danmarks Radio, hvor hun lavede en række tv- og radioprogrammer. Hun oprettede også en musikalsk legestue for 3- til 7-årige, hvilket alt sammen dannede forbillede for mange musikskoler landet over.

Da musikkonservatorierne i 1962 åbnede for musikpædagogiske uddannelser, overgik Jydsk Musikakademi til Det jyske Musikkonservatorium, og samtidig blev Jette Tikjøb ansat her som docent. I 1965 blev jeg selv ansat samme sted (som docent i hørelære) og fik et dejligt samarbejde med Jette Tikjøb, hvilket resulterede i, at hun i 1971 trak sig helt tilbage fra Folkemusikskolen og bad mig overtage skolens ledelse, indtil den i 1976 blev overdraget til kommunen.

Københavns Folkemusikskole (som i dag hedder Musikhøjskolen) var den anden skole, der påtog sig uddannelsen af musikpædagoger, som afsluttedes med en eksamen. Muligvis som en videreførelse af den eksamen, musikpædagogisk forening tidligere afholdt.

Her var Finn Høffding både medstifter og en af de drivende kræfter. Han var en af dansk musiklivs mest betydningsfulde skikkelser. Han skrev alt fra symfonier over “skoleoperaer” til små klaverstykker for børn. Tillige udgav han adskillige musikteoretiske værker og som dirigent adskillige korsangbøger.

Dertil var han musikskole- og gymnasielærer og fra 1949 professor ved DKDM (Det Kongelige Danske Musikkonservatorium), hvor jeg var så heldig at have ham som lærer i min studietid. Her fik jeg mangen en god “musikpolitisk” snak med dette elskelige og altid positive menneske.

Høffdings berøringsflader til musiklivet og hans initiativer var talrige, og han havde et vågent blik for alt nyt, der rørte sig i musiklivet. Fx var han medstifter af “Rytmisk Selskab”. Undervisning i rytmisk musik foregik dog i aftenskoleregi, varetaget af jazzpianisterne Bernhard Christensen og Astrid Gössel – indtil Københavns Kommune ikke længere ville yde tilskud til, hvad man betegnede som underholdningsmusik.

I 1939 lykkedes det Finn Høffding – efter mange forhandlinger – at få den danske stat til at overtage de musikpædagogiske prøver, hvorefter kandidaterne kunne kalde sig “Statsprøvet Musikpædagog”. Samtidig blev de musikpædagogiske uddannelser overflyttet til DKDM, dog ikke som en del af selve konservatorieuddannelsen. I Aarhus skete overflytningen først i 1944.

Men der skulle gå mange år, før konservatoriets lærere holdt op med at se ned på dette “barnenumseri” (som en professor udtrykte det) og mange år før de studerende opdagede, at det måske kunne være noget, også de kunne have gavn af at melde sig til. Først i 1962 blev “Musikpædagogisk Kursus” lagt ind som en integreret del af konservatorieuddannelsen.

Ejnar Kampp

Finn Høffding arbejdede imidlertid utrætteligt videre. Han ønskede en uddannelse af bredt favnende musikpædagoger, der kunne forestå musikundervisning, med fokus på holdundervisning, fra det mest elementære til det højeste niveau.

Sidst i 1960’erne resulterede det i første omgang i oprettelsen af den såkaldte musiklederuddannelse. En glimrende uddannelse – men da det var det københavnske Konservatorieråd (som dengang bestod af DKDM’s professorer) der bestemte, kunne uddannelsen ikke blive høj og fin nok, og den udviklede sig hurtigt til nærmest at blive en lille dirigentuddannelse, på bekostning af det elementære sigte.

Det store behov ude omkring i landet for en massiv, bredspektret musikundervisning på det helt elementære plan blev således stort set ikke tilgodeset med musiklederuddannelsen. “Det elementære måtte enhver konservatorieuddannet musiker da sagtens kunne tage sig af”, var konservatorielærernes generelle holdning.

Men så nemt er det jo desværre ikke. Tværtimod. Derfor blev tanker om en musiklæreruddannelse med sigte på det folkelige og det helt elementære plan ved med at rumle, ikke mindst hos folkemusikeren, korlederen og med-lederen af Københavns Musikhøjskole Ejnar Kampp.

Kampp udgav en stor mængde musikpædagogisk materiale til elementær korsang, sammenspil og becifringsspil. Og så var han medskaber af Tingluti Musikforlag og det Europa-turnerende syngende og dansende Tingluti-ensemble.

På Musikhøjskolen havde han videreført Finn Høffdings musikpædagogiske kursus med et AM-lignende fagindhold. Utrætteligt prøvede Kampp at få dette kursus i “elementær musikopdragelse” gjort til en konservatorieuddannelse.

En harmonikaspillende folkedansers idéer om musikundervisning var imidlertid ikke det, man lyttede allermest til i de højere kredse. For at bevise at han faktisk “kunne noget”, indstillede Ejnar Kampp sig derfor som privatist til hele to musikpædagogiske eksaminer, og uden problemer blev han statsprøvet, både som klaver- og hørelærepædagog.

Dét skabte respekt! Man begyndte at tage ham alvorligt, og snart lykkedes hans anstrengelser. I 1970 startede det første EM-hold (elementær musikopdragelse) på DKDM. (EM omdøbtes senere til AM, almen musikpædagogik – det var jo bestemt ikke elementært alt sammen!)

EM i Aarhus

Min egen sideløbende kamp for at få indført faget på DJM (Det Jyske Musikkonservatorium) bestod blot i, at jeg i tide og utide spurgte vores daværende rektor Tage Nielsen, om vi da ikke også skulle have en EM-uddannelse. Jeg havde i forvejen et tæt samarbejde med ham, da jeg dengang – sideløbende med mit docentur – havde en administrativ tilknytning til DJM, bl.a. som skemalægger.

Selv syntes jeg naturligvis, at vi skulle i gang samtidig med DKDM, men af en eller anden grund var Tage Nielsen på trods af sin absolut positive indstilling underligt tøvende og henholdende. Hvad holdt ham tilbage? Måske bare at ministeriet gerne så uddannelsen “prøvekørt” på DKDM, inden man ville give grønt lys også til DJM? Han røbede det aldrig.

Men så, endelig en dag, da jeg endnu engang spurgte til sagen, husker jeg stadig tydeligt Tage Nielsens reaktion: Først stirrede han på sin karakteristiske måde længe, stift skråt op i luften. Derpå kiggede han direkte på mig, og samtidig med at han slog hånden i bordet med stor kraft udbrød han: ”Nu gør vi det sgu!”.

Og så gik vi i gang. I 1971. Ganske vist et år senere end DKDM. Men her havde man tydeligvis ventet på os, så vi i fællesskab kunne få udarbejdet nogle ens studie- og eksamensbestemmelser for den nye uddannelse.
Dem blev Ejnar Kampp og jeg i fællesskab sat til at udarbejde. Vi skulle – efter drøftelse med en lang række faglærere – komme med forslag til formål og indhold for alle uddannelsens påtænkte fagområder, udkast til optagelses- og eksamenskrav samt beregne, hvor mange timer de forskellige fag kunne tilkomme, afpasset efter den timesum, der var stillet til disposition for uddannelsen. Det blev til mange møder i København, hvor vi ofte sad til langt ud på natten og formulerede løs. Heldigvis havde Ejnar og jeg været nære venner i mange år, så det var ikke svært for os at “finde hinanden”.

På det tidspunkt havde jeg et hold med hele 6 studerende med vidt forskellig baggrund i faget hørelærepædagogik. Naturligt snakkede jeg også med dem om den nye uddannelse og fik mange brugbare input. Specielt en af disse, Arne Dich, fik jeg gjort levende interesseret i uddannelsen. Han kunne ofte komme med kloge og kritiske indfaldsvinkler. Som allround musiker havde han en anden baggrund end jeg selv, og vi havde mange gode samtaler, også før han tog sine musikpædagogiske eksaminer.

På begge konservatorier var vi naturligvis mange, der var helt enige om, at den rytmiske musik ubetinget skulle indgå i uddannelsen; konservatoriet var jo rent klassisk dengang. Men derudover var der ét bestemt fag, brugsklaver, som jeg selv gennem flere år for fuldstændig døve øren havde foreslået indført generelt for samtlige konservatoriestuderende. Stort set ville de jo alle få brug for det!

At brugsklaver måtte være et must på en EM-uddannelse, turde være en selvfølge, men på begge konservatorier strittede de klassiske klaverlærere voldsomt imod. Klaver var jo dog deres fag, som vi ikke skulle blande os i, og brugsklaver forudsatte, at man først havde lært at spille “rigtigt klaver", hævdede de.

Alt endte dog med en vis forståelse, og vi fik bevilget “klaverlaboratorier” med flere el-klaverer til rationel holdundervisning i faget. Faktisk var de fire første steder i landet, der fik anskaffet klaverlaboratorium, netop DKDM, Musikhøjskolen, DJM og Aarhus Folkemusikskole. Som daværende leder Aarhus Folkemusikskole fik jeg hurtig iværksat undervisningstilbud, der stilede specielt mod konservatoriets optagelsesprøver til EM-uddannelsen.

Den banebrydende uddannelse kom godt fra start på DJM, ikke mindst takket være en række ildsjæle: Jette Tikjøb, der formidlede “det for børn”, Mogens Helmer Petersen, der forestod arbejdet med kor, Steen Petersen og flere andre faglærere, samt ikke mindst Arne Dich, der tog sig af brugsklaver, arrangement og sammenspil – og i øvrigt var en drivende kraft inden for uddannelsen helt frem til sin pension (eller karriereskift, som han selv kaldte det) i 2009.