Hvor skovvejen endte

En lille beretning om den slags.
som jeg åbenbart ikke kan dy mig for at rende ind i …

Jeg går gerne en skovtur, og fordi jeg ikke gider gå samme tur altfor tit, valgte jeg en skov, hvor det var et stykke tid siden, jeg sidst var gået. Jeg satte min bil et sted, hvor jeg vidste, at der gik en god bred dobbeltsporet skovvej ind i skoven.

For at komme ind på skovvejen, måtte jeg dog først knibe mig forbi en 3 m høj jordbunke af jord, som skovejeren havde anbragt midt på stien, formodentlig for på en fin måde at antyde, at han ikke var så vild med skovgæster, eller måske for blot af venlighed, at ville signalere, at stien ikke førte nogen somsom helst steder hen, hvilket snart skulle vise sig at have sin overbevisende rigtighed.

Med umage og balancekunst jeg kom forbi bjerget, mellem den ene af jorddyngens skrå sider og buske på den anden, hvorpå jeg frejdigt begav mig af sted på den – ind til videre – pæne skovvej, mens jeg kiggede mig til venstre, hvor jeg huskede, at der ville være en bred sidesti, som jeg havde tænkt mig at komme videre af.

Jeg må dog have overset den, eller også havde skovejeren, i et anfald af lyst til naturpleje eller måske snarere for at svække de indtrængendes lyst til at gæste hans skov en anden gang, ladet stiens omgivende buske og træer vokse godt til, så jeg fandt ikke den sidesti, jeg søgte.

Jeg fortsatte derfor bare ud ad den skovvej, jeg var kommet af. Den blev dog snart smallere og smallere, så man snarere ville kalde den en skovsti, og dertil mere pløret. Stædig, som jeg er, fortsatte jeg dog ufortrødent, selvom min fremkommelighed efterhånden blev mere og mere hæmmet af bevoksning i form af højt græs og småbuske midt på stien.

Tilsidst var den bare et dyrespor. Men jeg fortsatte da bare. På min mobils kort havde jeg set, at jeg ville komme ud til en grusvej, der førte hen til en bondegård. Så jeg banede mig videre frem, og kunne konstatere, at vejen lå lige oppe af en mindre skrænt, velsagtens bare lidt over en meter høj.

Den regnede jeg med godt at kunne forcere. Jeg har forceret højere skrænter før! Den var dog ikke lige nem, at komme hen til, idet der var smidt en masse affaldsgrene på stien, der åbenbart skulle forhindre folk i at komme fra skoven på vejen – eller omvendt. Naturligvis meget billigere, end at sætte hegn op.

Men nu var jeg opsat på at forcere forhindringer, så jeg skubbede efter bedste evne små og store grene til side og trådte på nogen af dem, trådte mellem andre og nåede faktisk helt hen til skrænten opad hvilken, der selvfølgelig også lå grene. Dem fik jeg så også langsomt manureret mig igennem – eller “trådt ned for fode”. Men så meldte problemerne sig først for alvor:

Skrænten viste sig at være pløret og bevokset af småbuske, mellem hvilke der også smidt visne grene af forskellig tykkelse, men ingen "faste grene" at støtte sig til. Efter en del besvær og adskillige omtrædningstrin nåede jeg dog næsten lige op til at kunne træde ud på vejen, da min fod begyndte at skride nedad den plørede skrænt – uden at blive standset af en gevækst. Resolut satte jeg knæene i den smalle græsbevoksede vejkant, og fik sat mine knoer i grusvejen, så jeg kom til at stå "på alle fire".

Men herefter viste det sig desværre , at jeg lige havde glemt, at jeg var blevet en gammel mand. Det var lidt sent, at komme i tanker om. Jeg kunne simpelthed ikke komme op fra denne knæ-kno-stilling, hvor meget, jeg end forsøgte, og de træer, jeg evt kunne klamre mig op ad, stod jo neden for skrænten – uden for min nåvidde.

Nu var jeg på den! Fra den buede grusvej kunne jeg hverken se bondegården eller landevejen, der vel begge bare lå nogle hundrede meter væk. Lidt vel langt at kravle, en kunnen burde jeg have vedligeholdt gennem de sidste 84 år … Og det var udelukket, at jeg kunne råbe nogen op – denne skov er stort set altid komplet mennesketom, i hvertfald på en hverdag, som jeg havde valgt til min skovtur.

Skulle jeg lade mig glide ned ad skrænten og gå tilbage ad den vej, jeg var kommet ad? Så skulle jeg jo gå baglæns gennem filtrede grene? Dette endsige at vende mig, er endnu umuligere end at gå forlæns!

Selvfølgelig havde jeg min mobil på mig. Men hvordan får man den op ad lommen, når man står på alle fire? Selvfølgelig kunne jeg få den op, hvis jeg lagde mig ned, og herfra ringe efter Falck. Her ville jeg så få at vide, at man ville komme “indenfor en time”, hvilket i praksis plejer at betyde “om mindst en time”. Og så længe havde jeg ikke lyst til at ligge på vejen; uden hovedpude.

(Det næste tror mine læsere nok er den pureste løgn, men jeg lover jer: Det er 100% sandt!):
Til alt held har jeg nemlig en skytsånd, der hjælper mig i stort og småt, og har hjulpet mig så mange gange før. Så helt nervøs for situationen var jeg nu ikke. Jeg henvendte mig defor mentalt til min skytsånd for at få hjælp, og få minutter senere kom bondemanden på vej hjem tøffende i sin bil, på vej hjem til sin bondegård.

Han standsede selvfølgelig, da han så mig ligge der på alle fire; stod ud af sin bil og hjalp mig op – med opbydelsen af vore fælles kræfter (jeg vejer jo godt til) – og var så flink oven i købet at køre mig tilbage til mit udgangspunkt, der, hvor min bil stod ved jordbunken på den anden side af skoven!

Det tilbud tog jeg selvfølgelig imod, og heldigvis. Mine ben var faktisk temmelig trætte af strabadserne med at forcere grene og kravle op ad skrænten, så stor tak til den betænksomme bondemand!

Måske tror I, mine ærede læsere, at denne historie er usand eller "pyntet"? Bondemanden fortalte endda, at det var uhyre sjældent, at der overhovedet kom trafik af den grusvej, som jo bare førte ned til hans gård …
Men nej, det skete, akkurat, som jeg har skrevet. Og jeg bliver efterhånden ikke engang forbavset, når jeg får hjælp på denne måde … Det er godt, at have en effektiv skytsånd!

kkkkkkk