Charlotte Røjgaard

SANKT KNUDS SKOLE SOM JEG OPLEVEDE DEN
Portræt af en række lærere og glimt fra hverdag og festdage 1973-1979.

(Af praktiske grunde lagt på min kæreste Claus Jørgensens hjemmeside)

Måske kan erindringerne indgå i skolens arkiv og I er velkomne til at bruge dem i uddrag eller i deres helhed.  
Bemærk: I teksten omtales de fleste af de lærere, vi havde i klassen gennem årene, men ikke alle.
Til lærernes navne er knyttet de fag, de underviste os i. Flere underviste i andre fag ud over de her nævnte. 

SKOLESTART, 5. KLASSE, 1973 - SKOLENS 100-ÅRS JUBILÆUM
Jeg begyndte som elev på Sankt Knuds Skole efter sommerferien 1973, det år, vi skulle i femte klasse. Til og med dette år var der kun én klasse på årgangen. Da vi skulle i sjette klasse, blev vi delt og jeg kom til at gå i Y-klassen.
Klasselærer var Aase Dalsgaard Larsen, der havde haft klassen fra begyndelsen og førte den - der jo så nu var blevet til to klasser - hele vejen op til afgangseksamen. 
Noget af det første, der skete, efter at jeg var begyndt på skolen var, at man fejrede skolens 100-års jubilæum, jeg tror, det var i November måned. Festen blev holdt på det daværende Østergades Hotel, af hvilket vist kun facaden står tilbage i dag. 
Til lejligheden var der dannet et kor under musiklærer Michael Møllers ledelse. Koret var ganske lille, otte medlemmer, tror jeg, hvoraf alle, på nær en, var piger og alle fra vores klasse. Jeg var en af de syv piger. 
Vi har formodentlig sunget et par sange, den eneste, jeg husker, er dog en tekst, skrevet til skolens jubilæum. Melodien til denne sang var C. C. Møllers 'Aarhus Tappenstreg'. Af en eller anden grund forekom J. S. Bach i teksten, jeg husker verslinien: 'Johan Sebastian Bach - gamle Bach!'
Michael Møller var i øvrigt søn af daværende landsformand for Kristeligt Folkeparti Jens Møller. 

FRU DALSGAARD / AASE DALSGAARD LARSEN - KLASSELÆRER, DANSK, HISTORIE, SKOLEREJSE
Fru Dalsgaard, som vi kaldte hende - senere årgange sagde mere frimodigt Aase - underviste os i Dansk og var en meget dygtig og samvittighedsfuld lærer. God til at lære os det teoretiske som f.eks. grammatik, men navnlig en god underviser i litteratur, hvilket vist også var hendes egen største interesse inden for faget. Vi fik en meget grundig og systematisk undervisning og dermed et godt fundament for videre uddannelse, herunder for sprogbehandling. 
Jeg har altid læst mange bøger - jeg husker en juleferie i min tid på SKS, hvor jeg nåede at læse 17 bøger - men min interesse for dansk litteratur blev i høj grad vakt ved fru Dalsgaards undervisning. Jeg husker, hvordan jeg, da jeg gik i en af de ældste klasser, læste Holbergs komedier i bussen på vej til og fra skole. 
Fru Dalsgaard lod os læse meget forskelligt - også hele romaner. Herudover læste hun altid højt for os, efterhånden foregik det vist fortrinsvis i Klassens Time, da den blev indført. 
Vi havde også fru Dalsgaard i historie og da vi gik i syvende klasse, hvor Anden Verdenskrig på det tidspunkt udgjorde en væsentlig del af historiepensummet, læste fru Dalsgaard hele 'Anne Franks Dagbog' for os. Den gjorde stort indtryk, både ved sit indhold og, tror jeg, netop fordi vi jo på det tidspunkt var nogenlunde jævnaldrende med Anne. Jeg tænker meget ofte på netop disse oplæsningsminder. 
I tiende klasse var vi, både X- og Y-klassen, i London med fru Dalsgaard og Christian Clemmensen. En fantastisk tur, hvor vi så meget og havde meget frihed til selv at gå på opdagelse i byen. Bl.a. husker jeg, at tre af os alene besøgte St. Pauls Cathedral, hvor vi studerede The Whispering Gallery og gik helt op til lanternen oven på kuplen. 
En af dagene stod valget for hele holdet mellem The Imperial War Museum og National Gallery. Alle, bortset fra mig, ville på krigsmuseet. Dvs. jeg har en stærk formodning om, at fru Dalsgaard også hellere ville se kunst end krigsminder, i al fald foreslog hun, at hun og jeg kunne tage på National Gallery, hvilket vi gjorde og her passede vi så hver sit og så hver især, hvad vi helst ville. Det var en fantastisk oplevelse for mig at gå alene rundt på et internationalt kunstmuseum og bare suge indtryk til mig! 
Da vi var færdige, fandt vi et cafeteria, hvor vi spiste en sen frokost. Det var en ejendommelig fornemmelse, kan jeg huske, pludselig at sidde der på tomandshånd - og i situationen til dels som jævnbyrdige - med sin klasselærer. Men hyggeligt var det. Derpå gik vi til eftermiddagsandagt i Westminster Abbey, det var ligeledes en ekstraordinær oplevelse for mig. 
 I øvrigt var min litteraturinteresse under fuld udfoldelse også i forbindelse med turen til London. Vi rejste via Esbjerg-Harwich. Sejladsen varede, så vidt jeg husker, 18 timer, så det gjaldt om at have noget at få tiden til at gå med, når man ellers var færdig med at gå på opdagelse på skibet - Dana Anglia i dette tilfælde. 
På det tidspunkt var jeg vældigt optaget af Herman Bang og interessen blev ikke mindre af at vide, at jeg langt ude er beslægtet med ham. Jeg havde læst en del af hans værker og var nået til romanen 'Mikaël', der foregår i et kunstnermiljø som jeg fandt meget fascinerende. Jeg er ikke helt sikker på, at fru Dalsgaard bifaldt valget af netop denne roman med de forskellige emner, den omhandler. Hun sagde ingenting, men jeg kunne se, at hun noterede sig det!

CLEMME / CHRISTIAN CLEMMENSEN - SAMTIDSORIENTERING
Omtalte Christian Clemmensen, der i daglig tale - vist både blandt elever og i hvert fald en del kollegaer - kaldtes Clemme, underviste os i Samtidsorientering. Han var muligvis selv gammel elev på skolen og begyndte vist som vikar i midten af 1970'erne, måske i sin seminarietid, og blev derefter fastansat. 
Clemme har jeg egentlig en høne at plukke med: Hvert år før jule- og sommerferien blev der hos de fleste lærere holdt en form for afslutning i den sidste time, man havde sammen. Det var vældigt hyggeligt og ofte blev der læst op. Clemme fandt så et år på at læse novellen 'Blot en Drengestreg ' af Villy Sørensen fra samlingen 'Sære Historier'. Som man vil vide, er det en humoristisk fortælling, der - makabert nok - også omhandler to drenges amputation af en yngre kammerats ben. Alt sammen jfr. formen til at grine af. 
Der var blot det men ved det, at jeg dengang blev ganske utilpas og kunne besvime ved næsten den mindste antydning af noget, der havde med blod og tilskadekomst at gøre. Listen over besvimelsestilfælde er lang og varieret, man kan næsten tale om en vis færdighed eller rutine, hvilket man også - jeg selv indbefattet - kan grine af i dag. Det var dog ikke spor sjovt, mens det stod på. Man er jo faktisk, og det er det værste, ganske utilpas, før man besvimer. 
Se, første gang kunne ingen jo vide det, naturligvis heller ikke Clemme, men da han erfarede problemet, kunne man måske have ventet, at han ville undgå en gentagelse. Der var jo bl.a. heller ingen indlysende grund til at gøre oplæsning af just den novelle til tradition. Men det modsatte skete: Ved flere lejligheder var det netop den historie, han havde med til oplæsning og ikke nok med det, for mig at se, aparte i det valg på den baggrund, men efterhånden blev det også 'et nummer' for klassen, at nu havde vi den situation, hvor jeg muligvis ville besvime.  
Den dag i dag - og måske navnlig i dag - har jeg meget svært ved at se, hvordan Christian Clemmensen kan have begrundet valget for sig selv. Ikke blot at påføre en elev ubehag, men at gøre det i en situation, der ellers skulle være ekstraordinær i positiv forstand og dermed noget at glæde sig til - for alle. 
Et PS til den historie: Med tiden er det gået op for mig, at kilden til ikke at kunne tåle nåle, blod mv. ganske givet har været en fejlslagen småbarnsvaccination, der angiveligt var forbundet med smerter og som jeg åbenbart blev ret dårlig af, muligvis - som oplevelse - koblet med det, at næste møde med en læge væsentligst drejede sig om blodprøvetagning. Altså ikke noget hysteri her, hvilket Clemmensen jo ret beset heller ikke skulle tage stilling til!

FRU ZIELER / JYTTE ZIELER - ENGELSK
En lærer, jeg derimod satte meget højt, og som jeg på mange måder har haft som forbillede, var fru Zieler, som vi havde til Engelsk. Dengang begyndte engelskundervisningen i femte klasse, så fru Zieler var lige så ny for klassen som helhed som for mig, der netop var kommet til. Rygterne svirrede på forhånd, man så hen til mødet med hende med nogen spænding og de, der havde ældre søskende, der kendte fru Zieler, kunne beskrive hende som gammeldags, streng og krævende. 
Det første år var klassen og fru Zieler vist heller ikke helt på bølgelængde, hvilket jeg, på baggrund af, hvad jeg senere så, tror kan forklares med, at fru Zieler havde et bedre tag på ældre elever end på de yngre. Hun var mere på linie med eleverne i de store klasser. Det forhold tilskriver jeg i høj grad hendes særlige form for humor. Hun var meget, meget morsom, men hendes humor var lige så knastør som hun selv så ud - og det kræver nok en vis alder og modenhed at opfatte både lag, essens og referencer i den form for vid. 
Ud over fru Zielers højeffektive undervisningsform var det netop hendes humor, jeg var fascineret af. En knastør sprudlen, hvis man kan forestille sig det, som de, der havde ører at høre med, blev beriget med time efter time. Det var tydeligt, at fru Zieler vidste, hvor hun havde sit publikum og at hun nød at se, om denne eller hin bemærkning blev opfattet. 
Til brug i den elementære engelskundervisning havde fru Zieler en imaginær hjælper, en Pygmæ - gad vide, om det var gået i dag? - der angiveligt stod i et hjørne af lokalet og ham skulle man så f.eks. fortælle, hvad man så på bordet foran sig eller lidt længere borte. Således lærte vi hurtigt at holde styr på, hvornår man bruger 'this' og hvornår 'that' er det korrekte. 
I de øverste klasser gennemførte fru Zieler en meget systematisk grammatikundervisning, ligesom de uregelmæssige verbers bøjning blev indekserceret: Til hver time havde vi et læsestykke for, tillige med et antal grammatiske regler og fire uregelmæssige verber. Når verberne slap op, begyndte vi forfra og derpå forfra igen - og dermed har man aldrig siden været i tvivl om den del. 
Mange i dag vil givetvis finde denne undervisningsmodel kedelig, men den virkede og jeg er fru Zieler særdeles taknemmelig - for alt!
Til at begynde med syntes jeg ikke, jeg var særligt god til engelsk og jeg er bange for, at det smittede af på min arbejdsindsats. Begge dele ændrede sig med ét slag, da vi til en forældrekonsultation på skift skulle tale med de forskellige lærere om vores videre skolegang efter SKS. Mine forældre og jeg kom hen til bordet, hvor fru Zieler sad, fordybet i nogle notater. Hun kiggede kortvarigt op, registrerede hvem der stod der og sagde, idet hun skrev videre: 'Ja, Charlotte, du skal i gymnasiet'. Kort, tørt og konstaterende som netop hun kunne gøre det. 
Jeg var ved at falde bagover, for på det tidspunkt troede jeg ikke, at fru Zieler tillagde mig nævneværdige evner, men den ene bemærkning og den efterfølgende uddybende samtale medførte, at jeg på rekordtid fik pudset formen af og begyndte at forberede mig grundigt. 
Nogle gange skal der ikke mere til. Det er - også i et bredere perspektiv - tankevækkende. 
Fru Zieler havde en stærk personlighed og var en udpræget enegænger - i sidstnævnte ligger en del af hendes rolle som forbillede for mig, thi min natur er tilsvarende. Hvor ville jeg gerne have kunnet fortælle hende det, men hun var også særdeles tillukket i forhold til sit personlige liv og hægede om sit privatliv, så jeg tvivler på, at hun ville have brudt sig synderligt om sådan en tilkendegivelse, i al fald ikke, hvis man tænkte at overbringe den i forbindelse med et besøg, det ville hun givetvis have frabedt sig - og jeg forstår også det!
Det er mit indtryk, at ikke alle lærere dengang havde et lige gnidningsfrit samarbejde og mon ikke fru Zielers stærke personlighed, klare tanke og no-nonsense-indstilling nu og da har givet hende nogle svære stunder i forbindelse med den demokratiske proces? 
I al fald var hun ingenlunde pr. automatik enig med sine kollegaer. Da der ved et forældremøde blev drøftet et forhold, der markant delte vandende i en debat, hvor både forældre og klassens lærere deltog, skrev fru Zieler på et tidspunkt noget på en serviet, som hun foldede sammen og sendte hen til min far, der foldede servietten op og læste: 'Jeg er helt enig med Dem - men jeg kan jo ikke så godt sige det!'
Fru Zieler, der hed Jytte til fornavn, var, så vidt jeg husker, uddannet jurist. Hun var også amatørastronom og så havde hun katte. Perserkatte endda. Jeg husker, at jeg erfarede dette sidste med nogen undren. Jeg havde svært ved at forestille mig hende, der ellers var ganske nøgtern og rationel, tage sig af pleje og pasning af disse langhårede katte. 

FRU BANG / INGER BANG - IDRÆT, SVØMNING, BIOLOGI
En anden af de lærere, jeg var meget glad for, var Inger Bang. Fru Bang i daglig tale. Hun underviste i Idræt og Biologi og vi havde hende i begge fag. 
Idræt gennem hele forløbet, bortset fra, at på de ældste tre årgange blev idrætsundervisningen slået sammen og eleverne fordelt på aktiviteter efter eget valg, ledet af en af de mange lærere, der dermed var til rådighed. 
Biologi som selvstændigt fag blev dengang introduceret fra og med syvende klasse og det var fra dette klassetrin, fru Bang underviste os. Fra tredie til sjette klasse hed faget Orientering og dækkede både, Historie, Geografi og Biologi. Det var fru Dalsgaard, der varetog undervisningen i Orientering. 
Jeg har aldrig været særlig behændig til Idræt. Gymnastik gik an og det kunne jeg sådan set godt lide, men så snart der indgik bolde eller alle disse 'kreaturer', man skulle springe over, var jeg mere betænkelig. Det forekom mig særdeles relevant at sådanne indretninger benævntes buk og hest - min erfaring var, at de stangede og sparkede til højre og venstre, når jeg kom i nærheden af dem. Over dem kom jeg vist aldrig. 
Fru Bang - hvis strenghed jeg var blevet advaret mod før første time med hende - kunne givetvis gennemskue, at mine ubehjælpsomme forsøg ikke skyldtes manglende vilje. Jeg havde simpelthen ikke fysikken til det og var derudover på det tidspunkt en meget forsigtig natur. 
Dette viste sig også i forbindelse med svømmeundervisningen, hvor jeg var fuldt tilfreds med at lære brystsvømning, men ikke meget for de mere krævende og - som det syntes - voldsommere discipliner. Ret hurtigt fik jeg lov at passe mig selv, så længe, jeg bare arbejdede målrettet og glad var jeg - og nåede at tage et mærke for 'Milprøven', hvor man over en række undervisningsgange samlede antal svømmede meter sammen, indtil man havde svømmet en mil i alt. Typisk svømmede man - jeg i al fald - 400 m. pr. gang. 
I de første par år - fra 1973 og frem - foregik svømmeundervisningen i den kommunale svømmehal i Spanien. Det var ret hyggeligt og ganske særpræget at opleve dette specielle miljø med separate, grønmalede omklædningskabiner og en arkitektur, der var tydeligt genkendelig som Funkis. Siden svømmede vi i det i vinterhalvåret overdækkede bassin på Ingerslevs Boulevard, Aarhus Svømmestadion hed det vist allerede dengang, hvortil vi blev kørt i busser, hvorimod vi gik til og fra Spanien. 
Fru Bangs biologiundervisning var noget nær lige så systematisk som fru Zielers engelskundervisning. Man begyndte fra en ende af - et emne pr. time, i princippet. Jeg husker ikke nogen lærebog, men fru Bang, der med sin mand Jørgen havde sommerhus på Helgenæs, bragte meget ofte planter med tilbage derfra, som vi så blev undervist i. Vi fik lov at se på planterne, der blev sendt rundt, og fru Bang fortalte, samtidig med, at hun på tavlen lavede et forlæg for det, vi skulle skrive og tegne i vores mapper.  
I løbet af undervisningsåret udarbejdede vi nemlig nogle arbejdsmapper, der nærmest endte som en slags opslagsværker. Jeg mener at huske, at vi nu og da fik en fotokopi af billedet af en plante, hvorefter vi kunne farvelægge det, klippe det ud og lime det ind på den aktuelle side. 
Det blev faktisk en ret spændende mappe og jeg nød arbejdet med den. Det må have kunnet ses på resultatet, for fru Bang spurgte, om hun måtte låne den til brug ved undervisning af efterfølgende årgange. Det gjorde hun så i nogle år, faktisk til jeg gik ud af skolen og bad om at få den tilbage. 
Som en af de eneste lærere, så vidt jeg husker, gennemførte fru Bang prøver i det gennemgåede stof. Disse fandt sted i biologitimerne, vel et par gange om året i forbindelse med standpunktsbedømmelse, og var altid forhåndsadviserede. 
Til at begynde med var man selvfølgelig lidt spændt på sådan en prøve, men det var ganske udramatisk, om end selvfølgelig lidt krævende. Faktisk syntes jeg efterhånden, at det var, om ikke morsomt, så i al fald spændende i positiv forstand. 
Jeg satte stor pris på fru Bang og jeg tror, det var gensidigt. Vi havde ingen kontakt efter min skoletid, men mærkeligt nok drømte jeg, at hun var død på det tidspunkt, hvor dette faktisk indtraf.

FRK. FABRICIUS / LISE FABRICIUS - LATIN
Vores latinlærer i niende klasse var Lise Fabricius. Hun var dygtig og havde en vis stilfærdig myndighed. 
Jeg ved ikke, om Latin stod for os som lidt ud over det sædvanlige, men jeg husker, at man havde en fornemmelse af, at man i frk. Fabricius' timer trådte ind i hendes univers og der opførte man sig, som hun ventede - uden at dette egentlig nogensinde blev nærmere specificeret. 
Vi fik en meget god og grundig undervisning og var vist som hold på god fod med frk. Fabricius, uden at det var noget, der blev gjort noget væsen ud af. Der var bare et godt arbejdsklima og vi lærte - også i kraft af fagets natur - at tænke og arbejde systematisk.
Til eksamen var censor en katolsk præst. Tildeling af eksamensspørgsmål foregik ikke ved at man 'trak et nummer', men ved afkrydsning af et tal i en række. Jeg valgte - som jeg havde for vane på det tidspunkt - nr. 13, til stor glæde for pateren, der åbenbart frydede sig over fraværet af overtro. Spørgsmålet viste sig at være i den sværere ende, men det gik fint. 
Siden, i gymnasiet, sendte jeg mange venlige tanker til frk. Fabricius' grundige undervisning efter 'Mikkelsen' - Kr. Mikkelsens 'Latinsk Læsebog'. 

RANDI - FRANSK
I tiende klasse var faget Fransk en valgmulighed som jeg tog imod. Vi fik en nyansat lærer, Randi, der formodentlig var ansat som timelærer, vist nok som studiejob, mens hun selv læste Fransk på Universitetet. 
Randi var dygtig og sød og havde godt styr på både undervisning og hold, selvom hun var forholdsvis ung. Netop hendes alder gjorde, at man i nogen grad kunne spejle sig i hende og det var dertil forfriskende med et pust udefra i form af en nytilkommet lærer. 
På det tidspunkt: 1978/79 havde det vundet indpas at tiltale lærere med fornavn. Jeg husker ikke Randis efternavn. 

BENNO / BENNO JENSEN - SAMTIDSORIENTERING, KRISTENDOM
En anden lærer, der kom til, da vi gik i tiende klasse, var Benno. Jeg mener, han hed Jensen til efternavn, men som med Randi brugte vi også udelukkende hans fornavn. 
Benno underviste i Samtidsorientering (hvor vi, som nævnt tidligere, hidtil havde haft Christian Clemmensen) og Kristendom (eller hed faget mon Kristendomskundskab eller måske Religion?). 
Vi havde Benno i begge fag. Han var nyuddannet lærer, vældigt rar og dygtig og videreuddannede sig da også på Danmarks Lærerhøjskole, parallelt med sine timer på skolen. 
Jeg husker især, at Benno tog nogle meget store, komplekse og dermed også vanskelige, men væsentlige emner op med os i kristendomstimerne. Det var modigt gjort, for det kan måske nok være sin sag som helt ny, uprøvet og måske lidt forsigtig lærer at komme ind til sådan en sammentømret flok halvvoksne mennesker. Jeg tror dog, at vi i det store og hele lyttede. Benno fremsatte i hvert fald nogle synspunkter og holdninger som jeg har haft med mig videre i livet. 
På den baggrund sender jeg nu og da en venlig tanke til Benno, der desværre døde alt for tidligt. 

FRU SCHMIDT / RUTH SCHMIDT - FORMNING
Ruth Schmidt, skolens formningslærer i de år, var egentlig uddannet skuespiller og billedkunstner. Det vidste få af os dog noget om dengang. Først mange år senere opdagede jeg, at fru Schmidt malede. Hendes stil og udtryksform var naivistisk og ofte med byer og byliv som motiv. Et foretrukket emne at skildre i billederne var Paris' gader og pariserliv, ikke sjældent i regn eller blæst. 
Når man nu ved dette, kan det undre, at formningsundervisningen var så pauver som den var. Uengageret ganske enkelt. Næsten intet blev sat i gang og materialebeholdningen var så godt som ikke eksisterende. Nogle få farvekridt og spritpenne på bunden af store, nussede skuffer. Paptallerkener at dekorere uden forudgående oplæg, hvilket resulterede i, at de fleste lavede masseproducerede 'manértegninger' - et én gang fastlagt udtryk, ofte inspireret af tegneseriefigurer og ganske uden udvikling. 
Et af de helt slemme eksempler var dette: En paptallerken blev fastgjort på en Kavalet (lille, bordanbragt drejeskive, fortrinsvis til fremstilling og dekorering af keramik). Derpå blev drejeskiven sat i gang og man holdt en spritpen mod paptallerkenen, idet man gradvist flyttede pennen udad. Derved fremkom et tæt, spiralformet mønster, der naturligvis kunne varieres ved at skifte pen undervejs. Et sjovt eksperiment måske, men kunst, eller noget, der mindede om, var det jo ikke. Ej heller særligt lærerigt.
Her har vi fat i et centralt forhold i undervisningen på Skt. Knuds Skole i de år: Den teoretiske undervisning var endog meget god og vi var på det område godt rustede, når vi skulle videre i uddannelsessystemet og på mange måder var vi det også menneskeligt, men de musiske - og praktiske fag var i de fleste tilfælde groft underprioriterede, både hvad angik lærernes formåen og entusiasme og hvad angik faglokaler og deres indretning. 
Det var en sørgelig forestilling, hvilket jo var synd for datidens elever, men det havde tillige den effekt, at det indirekte kunne etablere en holdning i bevidstheden, der gik på, at disse fag og områder er sekundære eller ikke er væsentlige. Det var og er ud fra adskillige betragtninger både synd og skam!

FRU JENSEN / KAREN JENSEN - HÅNDARBEJDE
I fagene håndarbejde og sløjd var klasserne dengang delt op i drenge- og pigehold. Undervisningen foregik samtidigt og man skiftede så fag midtvejs i skoleåret. 
Skolens håndarbejdslærer Karen Jensen satte måske nok en række projekter i gang: Man hæklede sjaler, syede natkjoler og tog 'kørekort til symaskine', men alt iværksat uden den store entusiasme, hvilket smittede af på eleverne. Vi var der og sad og hyggede os med hver sit håndarbejde, men lokalet sprudlede på ingen måde af kreativitet eller skaberlyst.
Faktisk er jeg i tvivl om, hvorvidt fru Jensen var uddannet lærer. Vi mente at vide, at hun var landhusmor fra Sabro, men hvilke kvalifikationer hun derudover havde, står hen i det uvisse. 
Fru Jensen underviste også protestanterne i Kristendom (eller hed faget mon Kristendomskundskab eller måske Religion?). Her var ej heller noget synderligt engagement at spore og vi kedede os bravt. Med tiden blev vi mere og mere ukoncentrerede. 
På et tidspunkt, måske op til en ferie, fandt fru Jensen på at lave en kristendomsquiz. Den havde straks mere appel til os og var vel i nogen grad et hit, når den gentog sig. Og gentog sig gjorde den - med stadigt kortere intervaller. De korte intervaller modsvarede faktisk den begrænsede mængde spørgsmål, der blev gentaget igen og igen. I løbet af kort tid kunne vi standardsvarene udenad. Ja, min bror, der også modtog denne form for kristendomsundervisning, og jeg er faktisk gået ud i livet med den opfattelse, at 'enkens søn fra Nain' er svaret på de fleste spørgsmål, man måtte blive stillet. 
Egentlig - har jeg efterfølgende tænkt - en ejendommelig måde at praktisere kristendoms-/religionsundervisning på, netop på en skole som SKS.
Foruden håndarbejds- og kristendomsundervisningen varetog fru Jensen funktionen som gangvagt i hovedbygningen. Eleverne måtte være inde i frikvartererne, bortset fra spisefrikvarteret, så vidt, jeg husker,  og for at holde øje med, at alt gik passende fredeligt for sig, runderede fru Jensen - vist nok alternerende med et par andre lærere. Hun gik op og ned ad trappen i hovedbygningen og tog et vend ind på hver gang i en særlig og karakteristisk, lidt foroverbøjet, listende gangart, hvor hun langsomt satte den ene fod foran den anden, næsten som gik hun på line. Af og til nøjedes hun vist med blot at kaste et blik hen ad gangen. 
På disse runder medbragte hun altid et stort nøgleknippe og det raslede hun med, når hun var i anmarch, så vi vidste altid, at nu gjaldt det om at etablere eller opretholde en vis ro - og fru Jensen slap derved for at få øje på noget, hun blev nødt til at tage stilling til.

FRU HØIRIIS / NINA HØIRIIS - HUSGERNING 
DIVERSE ANSATTE - MADPAKKEFEJDEN
Lærer i Husgerning (ja, på undervisningsministerielt plan hed faget vist Hjemkundskab) i slutningen af 1970'erne var Nina Høiriis. 
Vi lærte vel det basale, men jeg husker det mest som hyggetimer, hvor vi var mere optagede af at snakke med hinanden end af madlavning og bagning. 
À propos bagning havde fru Høiriis en opskrift, hun må have ment havde særlig appel til børn og unge mennesker. En slags sandkage, farvet med grøn frugtfarve. I de år flød der en lind strøm af græsgrønne formkager fra skolekøkkenet. Kagerne måtte tages med hjem, hvorimod maden blev spist i køkkenet som afslutning på dagens dobbelttime. 
Ikke alt gik åbenbart hele tiden som fru Høiriis ventede, for jævnligt kunne man, både når man selv havde time i skolekøkkenet og når man var i klasselokaler i nærheden, høre et højlydt og gennemtrængende: 'NEEEJ!' fra fru Høiriis. Den dag i dag kan jeg tydeligt genkalde mig det. 
Et år lå vores husgerningsundervisning i de timer, der afgrænsedes af spisefrikvarteret. Følgelig havde de fleste ikke mad med i skole den dag. Vi spiste i 'familiegrupper' den mad, der var blevet fremstillet. 
En dag indtraf noget, der umuliggjorde brug af køkkenet. Jeg husker ikke hvad, måske et teknisk problem, måske var fru Høiriis syg og uden vikar. I al fald havde vi det problem, at klassen ikke fik frokost. Vi fremførte dette, måske for fru Dalsgaard, måske på kontoret, jeg husker ikke længere begyndelsen på den del, men derimod, at snart var hele fire lærere m.fl. involveret i sagen. Fru Dalsgaard som klasselærer, Sr. Euphrasia som viceskoleleder (og tillige vores tysklærer), hr. Danielsen, der var skolens pedel og endelig enten fru Danielsen, der var skolesekretær, eller fru Brask, der var skoleleder. 
Det var svære forhandlinger. Klassen, der vist efterhånden - og rimeligt, forekommer det mig, når jeg tænker på processen - mest var optaget af princippet, vi ville jo nok overleve dagens sidste timer uden frokost, stod stejlt på ønsket om en eller anden form for bespisning. Personalet kviede sig og slog sig i tøjret ved udsigten til den - som det åbenbart mentes - betydelige ekstraudgift. Efterhånden fik vi dog vundet to af personalemedlemmerne over på vor side, om end ikke stabilt i første omgang, også den del af processen bølgede frem og tilbage. 
Omsider - efter hvad der forekom en evighed - blev det besluttet, at der skulle indkøbes det fornødne antal madpakker hos forretningen 'Special Smørrebrød', der lå i nærheden, i Sønder Allé. Det viste sig at være de fladeste og kedeligste stykker smørrebrød, jeg nogensinde har set eller spist. Jeg har en mistanke om, at der var indgået en særaftale om det mindst mulige. Det er i al fald svært at forestille sig, at dette niveau var at finde på 'Special's smørrebrødsseddel. 

SØSTER VERONIKA - UNDERVISER I DE YNGSTE KLASSER, SKOLENS FOTOGRAF 
SØSTER EUPHRASIA - VICESKOLELEDER, TYSK
I min tid på skolen var der endnu to aktive Søstre: Søster Veronika og Søster Euphrasia. Ingen af dem helt unge. 
Søster Veronika havde været lærer ved Den Franske Skole i København, i.e. på Frederiksberg, og tilstede under bombardementet. Så vidt, jeg forstod på fru Dalsgaard, var Sr. Veronika stadig påvirket af den tragiske hændelse. Vi havde hende ikke som lærer, men så hende jo jævnligt. Hun var ikke særligt udadvendt, i hvert fald ikke i forhold til dem, der ikke var hendes elever. Faktisk virkede hun ret striks. Noget var måske hendes væsen, men noget kan jo også - på den ene eller anden måde - have haft sin årsag i det, hun havde oplevet. 
Så vidt jeg husker, havde Sr. Veronika overvejende de yngre elever, hvis undervisning foregik i 'Annekset' og det var også her, jeg oplevede at blive låst inde i et kælderlokale af hende i et frikvarter. Ærgerligt nok kan jeg ikke huske, hvad der gav anledning til dette særprægede arrangement, men jeg vil tro, at min tidligt veludviklede stædighed kan have haft noget med sagens udfald at gøre. 
Min far, der var folkeskolelærer og desuden timelærer ved Aarhus Seminarium, tog adskillige efteruddannelseskurser, bl.a. i Dramatik. Her havde han i slutningen af 1960'erne eller begyndelsen af 1970'erne truffet Sr. Veronika, der fulgte samme kursus, hvilket jo viser en udadvendt, kreativ side af hende. På det tidspunkt gik Sr. Veronika endnu i 'den store' ordensdragt og det havde til at begynde med været et lidt overraskende syn for de øvrige kursister at se, hvordan hun således klædt kastede sig ud i alskens dramatiske øvelser, herunder rutschede på gulvet. 
I øvrigt var det Sr. Veronika, der i adskillige år fotograferede hele skolen klassevis til de årlige klassebilleder. Om lærerne ligeledes blev fotograferet ved jeg ikke. Jeg erindrer ikke at have set sådanne billeder, men det havde været sjovt at have dem i dag. Ligesom det havde været godt, om de gamle klassebilleder stadig fandtes. 
Så vidt jeg indtil videre er orienteret, er sidstnævnte i vidt omfang bortkommet. Man kan jo håbe på, at nogen har tænkt på at overdrage dem til Stadsarkivet - skolens historie er jo også en del af byens historie. Det er tankevækkende, at de er væk, måske kasseret. Alle var vi jo en del af skolens historie og dermed også dens overlevelse til i dag. Jeg ville gerne høre den - eller de ansvarlige gøre rede for den disposition!
Den anden af Søstrene, der underviste i 1970'erne var Søster Euphrasia. Hun var tysk af fødsel og underviste i Tysk. Hende havde vi fra 7. til 9. klasse. Hun var sød og rar, altid bange for, at vi skulle blive 'for trætte', så det var så som så med lektier - og resultatet blev desværre derefter. Vi lærte ikke alverden. Dog blev grunden lagt og jeg, der undervejs blev mere bevidst om værdien af at hænge i fra begyndelsen, fik i al fald et fundament for faget. 
I tiende klasse fik vi en anden lærer, Søren Bahnsen, der var anderledes målrettet i sin undervisning og vi blev på forbavsende kort tid trimmet af og kom op på det aktuelle niveau. Faktisk fortsatte jeg med Tysk på højt niveau i gymnasiet, hvor jeg kunne have valgt anderledes. 
Der var noget udefinerbart over Sr. Euphrasia. Hvor rar hun end var, nærmest som en småbørnslærerinde, kom man aldrig helt tæt på hende. Hun havde nogle bemærkelsesværdige øjne. Umiddelbart set en bjergboers intense, men også poliske blik - og alligevel fik man aldrig rigtigt øjenkontakt. Det var som om hun undveg det. Det kan have været hendes grundnatur. Det kan også have haft at gøre med det liv, hun havde haft, før hun indtrådte i Ordenen. Dette sidste vidste vi naturligvis ingenting om, men jeg har ofte funderet over hendes fortid i alle tænkelige aspekter, ikke bare på grund af øjnene, men på baggrund af hendes hele natur. 
Når man nu har fastslået, at Sr. Euphrasias øjne var det mest bemærkelsesværdige ved hende, er det tankevækkende, at planten Euphrasia officinalis, Øjentrøst, netop bruges ved øjenlidelser. Måske har helbredelse for en øjensygdom været det, der har givet anledning til, at hun valgte et liv som Skt. Joseph Søster?
Begge Søstre gik i en 'let udgave' af ordensdragten og med et lille slør. Ofte gik de, navnlig Sr. Euphrasia, blot i en grå nederdel og dertil en bluse i dæmpede farver. Med tiden aflagde Sr. Euphrasia også oftere og oftere sløret og havde blot et tørklæde på, der end ikke dækkede alt håret.
Tørklæder som tegn på Gudfrygtighed og religiøst tilhørsforhold, debatteres jævnligt i dag. Min oplevelse dengang var, at man ikke tænkte over Søstrenes slør eller tørklæder i hverdagen. De så sådan ud, de gik sådan klædt og det var det. Man 'så' det faktisk slet ikke. Nogenlunde ligesådan har jeg det med f.eks. muslimske hovedtørklæder, så længe de er udtryk for et frit og personligt valg og så længe de ikke bruges som led i en - mere eller mindre påtrængende - missionerende virksomhed. Dette måske netop på baggrund af erfaringen med Søstrenes religiøst begrundede hovedbeklædning.

PREBEN FRANDSEN - SKOLELEDER TIL 1974
FRU FRANDSEN - MATEMATIK
ELSE BRASK - SKOLELEDER FRA 1974
Da jeg begyndte på Sankt Knuds Skole var skolederen Preben Frandsen. Ham havde jeg ikke direkte noget med at gøre - men indirekte alligevel, idet han, muligvis som den ene af flere forfattere, havde udarbejdet det lærebogssystem i Matematik, som vi undervistes efter. 
Vi havde netop hr. Frandsens kone i Matematik. Hendes fornavn husker jeg ikke, formodentligt ligeligt fordi vi ikke anvendte det og fordi ægteparret Frandsen forlod skolen - som jeg husker det - efter skoleåret 1973/74. Altså efter mit første år på skolen. 
Fru Frandsen havde i øvrigt den ejendommelige idé, at matematikbøgerne, der samtidigt var arbejdshæfter og dermed udtjente, når de var gennemarbejdede, skulle inddrages, når man var færdig med dem. Angiveligt for at 'yngre søskende ikke bare kunne skrive af'. 
Da jeg kom ind i klassen ved begyndelsen af femte skoleår, havde jeg aldrig haft matematik før og måden jeg og en anden ligestillet, blev introduceret til matematik på var, at vi selvstændigt skulle gennemarbejde lærebogen for det foregående år, samtidigt med at vi efter bedste evne skulle følge den aktuelle undervisning i en klasse, der havde haft matematik fra skolestart. Det blev aldrig rigtigt godt for mit vedkommende, til dels givetvis fordi matematik ikke ligger for mig. 
Måske netop fordi det havde været lidt af en kamp at gennemarbejde den første matematikbog, var jeg opsat på at få den med hjem, da jeg var færdig med den. 
Jeg vidste desuden, at min mor samlede alle arbejdshæfter mv. fra både min bror og mig. Her tørnede fru Frandsen og jeg så sammen: Ikke tale om, at jeg - der på det tidspunkt ikke havde nogen søskende på skolen! - måtte få bogen med hjem. Og ikke tale om, at jeg ville give mig. 
Min tanke var vist først og fremmest, at min mor ville blive ked af ikke at få bogen, ellers havde jeg muligvis ikke på det tidspunkt og som relativt ny på skolen, hvor jeg ikke ønskede at gøre mig bemærket som ballademager, holdt så hårdt og stædigt på mit - oven i købet over for skolelederens hustru! 
Jeg gav mig dog ikke. Fru Frandsen havde muligvis aldrig oplevet noget lignende og greb så til det middel, der åbenbart lå mest lige for: At låse mig inde i klasselokalet frikvarteret over! Men jeg fik min bog. Det øvrige er nu blot en del af erindringen om fru Frandsen. 
Indlåsning af elever synes at være en slags gennemgående løsning på problemer i de år. 
Preben Frandsen afløstes som skoleleder af Else Brask. Sjældent har et navn passet så godt til nogen - der var en hel del brask og bram over fru Brask! Hun var ret ligetil, så de store linier og kunne på den baggrund skære igennem. Denne opfattelse bygger jeg delvist på generelle iagttagelser, delvist på hendes holdninger og rolle i ovennævnte 'madpakkefejde'. 
Fru Brask var - mener jeg - gift med en billedkunstner. Der var noget af det miljø over hende, også i hendes fremtræden. Bl.a. husker jeg, at hun gik med store briller med kraftigt, smaragdgrønt stel. På det tidspunkt var det et ret iøjnefaldende og særpræget valg. 
Faktisk så mine forældre og jeg fru Brask allerede den dag, jeg skulle til forsamtale mhp. optagelse på skolen. Vi sad og ventede uden for kontoret og her passerede fru Brask, der på det tidspunkt blot var lærer, iført sine meget grønne briller. Det var åbenbart et indtryk, min mor måtte kommentere på stedet, men hun kunne jo ikke udtrykke sig direkte, så hun sagde - højt og tydeligt: 'Der er mange hornfisk i år!' Lige i den situation kunne jeg have klaret mig med mindre!

POUL ERIK LIVBJERG - VICESKOLELEDER/SKOLEVEJLEDER, MATEMATIK, IDRÆT
Som tidligere nævnt fungerede Sr. Euphrasia i en årrække som viceskoleleder. I den funktion blev hun afløst af Poul Erik Livbjerg, der herudover bl.a. underviste i Matematik. Livbjerg var vores matematiklærer efter fru Frandsen. Det vil sige: Jeg husker det, som beskrevet, at Poul Erik Livbjerg var viceskoleleder, muligvis var han snarere skolevejleder? Muligvis både - og?
Det var åbenbart en af viceskolelederens (eller skolevejlederens) funktioner at tilrettelægge de ældste elevers erhvervspraktikophold. 
I niende klasse havde jeg været i praktik i en børnehave. Det var interessant, men ikke noget, jeg kunne se som en fremtidig erhvervsmulighed. Da vi skulle i praktik igen i tiende klasse, var jeg i mellemtiden blevet 'teatertosset', gik meget i teatret og havde en forestilling om at komme til at arbejde med teater på en eller anden vis. 
Der var en mulighed for at komme i erhvervspraktik på Aarhus Teater, nemlig som regissør. Det ville jeg gerne, men der var rift om pladserne, så det kunne ikke lade sig gøre og jeg kom i første omgang i praktik i endnu en børnehave. Livbjerg var dog yderst hjælpsom og foranstaltede, at jeg kunne få en ekstra praktikuge - denne gang på Aarhus Teater. Det var fantastisk og en del af det, jeg erfarede der, har faktisk siden været relevant for mig. Jeg er Livbjerg meget taknemmelig for den ekstra indsats!

MASKINSKRIVNING SOM VALGFAG
Min omtalte stædighed kom vist for alvor til udfoldelse, da det fra og med ottende klasse blev muligt at få undervisning i Maskinskrivning som valgfag! 
Allerede fagets tekniske karakter gjorde, at jeg ikke var synderligt interesseret. Det virkede på mig dengang som et uendeligt kedeligt fag. Siden da har jeg fået et ganske anderledes syn på teknik, men det er en anden historie. 
Som om det ikke var nok med den formodede kedsommelighed, bredte der sig også blandt elever og lærere samt - som det virkede - forældre i kulissen, den opfattelse, at hvis man ville videre i uddannelsessystemet og regne med at have held med det, var færdighed i maskinskrivning en absolut uomgængelig nødvendighed. 
'Sikke noget sludder!' tænkte jeg og blev mere og mere opsat på ikke at ligge under for denne automatreaktion, opstået på løst grundlag, eller nogen som helst andre forudfattede meninger. Så jeg nægtede og lærte aldrig at skrive på maskine. Ikke i noget egentligt undervisningsforløb i al fald. Noget må jeg jo have lært siden - se blot på nærværende. 
Et senere, uddannelsesafsluttende, 75 A4 sider langt speciale med tilhørende 15 sider noter blev også afleveret i maskinskrevet udgave, dog således, at en anden skrev efter mit diktat, thi det skulle være mere professionelt disponeret, end jeg havde tid til praktisk at eksperimentere med i den situation, hvor tid var en mangelvare. 
Men undervisningen i de fire forudgående år, samt i gymnasiet, forgik med håndskrevne noter, der aldrig blev omarbejdet til anden form, ligesom alle gymnasiestile og alle studieopgaverkladder siden, foruden kladden til specialet, blev skrevet i hånden i en af mig til formålet udviklet form, der gjorde processen ganske effektiv. Det gik altså endda!

FÆLLES IDRÆTSUNDERVISNING FOR OVERBYGNINGEN - MED EN MINDEVÆRDIG AFSTIKKER
Som beskrevet blev idrætsundervisningen på de tre ældste klassetrin skemalagt samtidigt, med det formål at kunne slå klasserne sammen og dele dem op efter en række udbudte discipliner. 
I den forbindelse brugte vi henholdsvis de indendørs atletikbaner i Marselisborghallen og banerne på Aarhus Stadion. Mulighederne var altså overvejende en række atletikdiscipliner, muligvis også noget boldspil. Intet af dette appellerede synderligt til mig. Faktisk overhovedet ikke. At jeg var jævnt væk elendig til det hele fik yderligere motivationen til at dale. 
Jeg var dog ikke ene om det lidt anstrengte forhold til Idræt (eller Legemsøvelser, som det på et tidspunkt hed, i al fald på et overordnet plan). Vi var en lille flok, overvejende, hvis ikke alle, piger, der hellere ville springe over timerne som helhed end over hækkene på banen. 
Lærerne fandt så på at foreslå, at vi selvstændigt, dvs. uden lærerledsagelse, kunne løbe en tur i den nærliggende skov. F.eks. omkring 'Svanesøen'. Det var vi straks mere med på og om end vi havde lovet at gøre noget ved sagen og faktisk løbe, blev det i realiteten mest til gang rundt om søen. Vi var dog omklædt til idrætstøj, så i den forstand havde arrangementet en vis karakter af, at vi var i gang med noget. 
Adskillige idrætstimer - dobbelttimer var det vist endda - gik på den måde: Rundt og rundt om 'Svanesøen', men dog i det mindste ikke på banerne på Stadion. 
Pludselig en dag fik vi så åbenbart nok af den sø og den skov og en hurtig kalkulation af tiden viste, at vi faktisk kunne nå over til de nærliggende højhuse på Marselis Boulevard, hvor vi så tænkte at tage elevatoren op for at se udsigten over Aarhusbugten fra altanen på øverste etage. Som tænkt, så gjort og da må der for en gangs skyld have været lidt fart over feltet, vi skulle jo være tilbage så betids, at ingen opdagede noget!
Afsted gik det - frem til højhusene, ind i elevatoren og op. Hvilken udsigt! Det var sandelig noget andet end den evindelige sti. Vi måtte jo dog snart begive os på tilbagevejen. Da vi atter stod i elevatoren blev vi, der var lidt overkåde over vores gevaldige vovemod, på skrømt grebet af anger over ikke at have overholdt aftalen, så vi fandt på, at vi kunne kompensere ved at lave gymnastik på vej ned. 
Tre vildt hoppende piger - sådan noget lader en elevator sig ikke byde! Så den gjorde som en elevator skal i sådan en situation - den gik i stå. Midt mellem to etager! Dér hang vi. Gode råd var dyre. Skidt endda med det ubekvemme og måske klaustrofobifremkaldende i at være spærret inde på meget lidt plads, det fik være, hvad det var med det, men tanken om, at vi nu kom for sent til at nå omklædningen og bussen tilbage til skolen sammen med de andre, var skrækindjagende. Vi var - eller ville blive - afsløret! Hvad med fremtiden? Havde vi nu fortabt vores privilegium og ville vi blive nødt til at deltage i atletikundervisningen igen? Hvad ville vores klasselærer sige? 
Det var slemt, men det kunne blive værre - og det gjorde det: Pludselig - forbavsende hurtigt, faktisk - stod ejendommens vicevært uden for elevatoren. Han var vred. Vi kunne ikke se ham, men vi kunne høre det. Han stillede os alskens ubehageligheder i udsigt. Herunder, at han ville ringe til skolen og at vi måtte være indstillede på at vente. Han kunne nemlig ikke hjælpe os, så vi kunne ikke komme ud, før Falck kom til assistance og det kunne tage sin tid med dem, lod han os forstå. 
Nu var vi for alvor på den og drøftede ængsteligt perspektiverne. Vi har formodentlig været ret ynkelige at høre på og jeg vil tro, at det netop var, hvad viceværten gjorde - lyttede til os. Forbavsende hurtigt kom han nemlig igen - eller altså gav sig til kende - og sagde, at nu ville han prøve, om han kunne få os ud. Det kunne han og det var tilsyneladende ingen større kunst, så jeg er overbevist om, at dette var planen helt fra begyndelsen og at han sandsynligvis slet ikke havde ringet efter Falck, men bare ville give os en solid forskrækkelse, der kunne holde os væk fra hans område for tid og evighed. Det lykkedes! 
En efter en hoppede vi ud af elevatoren og blev af viceværten hjulpet, så vi ikke tippede rundt om kanten og havnede i skakten. Nu var han ikke slet så vred og vi var lettede, men havde jo tilbagekomsten til skolen til gode. Bussen var for længst kørt, var vi klar over, så der var ikke andet for end at gå. Vejen syntes uendelig - vi ville jo bare gerne tilbage på vores pladser og helst lade som ingenting var hændt. 
Omsider nåede vi skolen og rustede os, så godt vi kunne, til den reprimande, vi var sikre på ventede. Intet skete. Absolut intet og episoden blev aldrig nævnt, hverken af gymnastiklærerne eller fru Dalsgaard. Jeg erindrer heller ikke, at der var konsekvenser i form af inddragelse af den relative frihed til uledsaget løb omkring søen. Det var sært, omend naturligvis en lettelse, også det. 
Jeg vil tro, at viceværten faktisk har ringet til skolen og at den ængstelige samtale, han har kunnet referere, har været anset for straf nok. Havde man intet hørt på skolen, havde der vel været større opstandelse i anledning af vores 'bortkomst'. 
Nogle tildragelser gør næsten uudslettelige indtryk - jeg passerer næppe de omtalte højhuse en gang, uden at tænke på den episode. 

EMNEUGER - AFRIKA, POMPEJI
Noget af det første ekstraordinære, jeg oplevede som ny elev på skolen, ud over skolens 100- års jubilæum, var en emneuge, der - så vidt jeg husker - var tilrettelagt på tværs af klassetrin, nogenlunde svarende til det, man i dag kalder 'mellemtrinnet'. 
Det overordnede emne var 'Afrika' og der var mulighed for at vælge et antal emner, hvori der blev undervist henholdsvis formiddage og eftermiddage. 
Jeg husker bl.a. smykkefremstilling, forestået af Solveig Holst, fru Holst i daglig tale, der i hverdagen navnlig underviste de yngste - og de mellemstore elever. 
Derudover blev vi undervist i afrikansk madlavning. Her havde skolen allieret sig med en mor med indsigt og erfaring i emnet og vi lærte ikke bare at lave maden, men også at spise den med fingrene på den måde, man angiveligt ville gøre det i Afrika. 
Så vidt, jeg husker, bestod måltidet af kogt hirse eller noget lignende og dertil en krydret gryderet. Det vakte umiddelbart begejstring. Derimod tror jeg nok, at de fleste, om ikke alle, nøjedes med at se på indholdet af den konservesdåse med larver, der i oplysningens tjeneste blev åbnet. Mon ikke vi mente, at det var fuldt tilstrækkeligt at vide, at man spiste den slags i Afrika?
En af ugens aktiviteter var opførelsen af en afrikansk hytte. Det foregik på en af gangene i hovedbygningen og hytten blev tækket med halm, husker jeg. Det var vældigt spændende og hytten var så afgjort prikken over i'et i forsøget på at skabe en afrikansk verden en miniature. 
Afrikaugen rundedes af med en fest, hvortil forældre og søskende var indbudt og hvor vi havde mulighed for at vise, hvad vi havde lavet og hvad vi havde lært. 
Et af aftenens indslag var en afrikansk dans, ledet af vores klasselærer fru Dalsgaard. Jeg ser hende endnu for mig, som alle vi elever hyllet i et langt stykke stof, draperet på afrikansk vis, mens hun dansede og sang for på denne sang:

Dosala kiko kende nansala
Dosala kiko kende nansala
E-ei mama danse, mama ei doko danse
E-ei mama danse, mama ei doko danse
Wamba i-o-læ-læ, wamba a wamba
Wamba doma-dakæ, wamba a wamba

Det er muligt, at vores afrikanske udtale var en anelse upræcis, for min bror og min far, der overværede denne forestilling, var bagefter af den opfattelse, at vi havde sunget om 'en hel kasse Fanta'. 
I øvrigt var vi i forbindelse med Afrikaugen på Moesgaard Museum, der havde besøg af en gruppe dansere fra Tanzania. Vi sad på skråningen foran hovedbygningen og så en flot, farverig og glad danseforestilling - igen en af de oplevelser, der har fæstnet sig. Jeg kommer så at sige aldrig i parken ved Moesgaard, uden at tænke på den dejlige og solrige dag og de glade og dygtige dansere i deres farvestrålende beklædning!
Senere i mit skoleforløb havde vi emneuge om Pompeji. Så vidt, jeg husker, gik vi i niende klasse og havde Latin, hvorfor emnet var ekstra relevant. Jeg tror, man havde mulighed for at vælge et af flere emner, men jeg fandt Pompeji interessant, bl.a. fordi det indebar en tur til Louisiana, hvor man dengang viste en meget omfattende og meget spændende udstilling om udgravningerne i Pompeji. 
Det var vist en af de første store kulturhistoriske udstillinger, jeg oplevede 'på egen hånd', dvs. uden mine forældre. Det blev en helt særlig oplevelse, der i høj grad udbyggede og understøttede den interesse for at lære gennem museumsbesøg, der var grundlagt hjemmefra. 

ÅRLIGE SKOLEUDFLUGTER
Vi var hvert år på en heldagsudflugt. Det foregik oftest klassevis, men det år, vi havde Afrikauge, må alle de involverede klasser have været med på den dertil knyttede tur til 'Løveparken i Givskud'. 
Herudover var vi med klassen på en tur til Viborg Domkirke og Hjerl Hede. Det var den første klassetur, jeg var med på. Man havde, da vi endnu gik i de mindre klasser, tradition for at have en eller flere forældre med som hjælpere og da jeg var nytilkommet, spurgte man, om min mor ville med i den funktion. Det ville hun gerne og jeg forbinder i høj grad turen og stederne med hende.
Et andet år var vi bl.a. på en omfattende og spændende Blichertur med fru Dalsgaard, der som allerede nævnt, var meget litteraturinteresseret. 
I en af de ældste klasser var vi på Samsø, hvor vi havde fru Zieler med som den ene af to ledsagende lærere. Jeg kan huske, at det var bemærkelsesværdigt at opleve en lidt mere privat side af fru Zieler. Men kun lidt. Hun åbnede sjældent og kun i meget begrænset omfang op over for nogen, hverken elever eller kollegaer! 
Vi var ved andre lejligheder også i enten Daugbjerg eller Mønsted Kalkgruber og vi har - i forbindelse med et andet mål - set Verdenskortet i Klejtrup. 
Herudover havde vi en tur til Ringhals Atomkraftværk ved Varberg, men det besøg havde mere karakter af studietur. 
Jeg nød disse heldagsture i fulde drag. Jeg har altid kunnet lide at se mig om og suge indtryk til mig og har formodentlig været kedelig at sidde ved siden af i bussen. Jeg ville se og opleve - snakke kunne man jo altid gøre. Det har ikke ændret sig det mindste!

FÆLLES IDRÆTSDAG - SKT. KNUDS LØB
Da jeg begyndte på skolen, havde man tradition for en fælles idrætsdag for alle de aarhusianske privatskoler. Jeg nåede kun at opleve en af disse, afholdt i Vejlby-Riisskov Hallen, og det var for mig fuldt tilstrækkeligt! Sportsudøvelse har, som jeg har været inde på, aldrig ligget for mig og har interesseret mig langt mindre. 
Glad var jeg derfor, da projektet blev opgivet! At det så blev afløst af et andet, internt, idrætsarrangement så jeg vel på ud fra den grundholdning, at problemer må nedkæmpes i trangfølge. Den store idrætsdag med alle hånde rædselsvækkende aktiviteter var en saga blot og det var hovedsagen! 
Det nye påfund var et motionsløb og det med at løbe flere kilometer lød for så vidt skrækindjagende nok, men jeg håbede på, at jeg i realiteten kunne gå og sådan viste det sig at være og alt var godt! Jeg havde ikke det mindste imod at erstatte en almindelig skoledag med en tur langs kysten, syd for Aarhus i det tidlige efterår. 
Hvorvidt vi klædte om til løbet på skolen eller i Marselisborghallen, der til daglig blev brugt til en del af skolens idrætsundervisning, husker jeg ikke. Da selve løbet skulle begynde, blev vi kørt til Skovmøllen, hvor der var et kort opvarmningsprogram, hvorefter starten gik og vi løb - eller gik! - gennem skoven og langs kysten tilbage til Varna.
Hvem der havde fået den vise idé at lade feltet starte ned ad en bakke og på delvist løst underlag, ved jeg ikke, men jeg kan huske, at jeg år efter år undrede mig i lige høj grad over det og over at ingen faldt. 
I og med, at jeg i det store og hele kunne sætte mit eget tempo, nød jeg faktisk dagen og en tur i naturen og tænker næsten altid på 'Skt. Knuds Løb', når jeg går på skrænterne ved Moesgaard Strand.

SOS-DAG
Fra et ret tidligt tidspunkt havde vi årligt 'SOS-dag' på skolen. En dag, i November, tror jeg, det var, hvor hele skolen holdt åbent hus og hvor hver klasse lavede forskellige aktiviteter med det formål at samle penge ind til Mother Theresas arbejde i Calcutta. Det var både hyggeligt og sjovt at lave noget andet end til daglig. Tillige var det spændende at være med til at planlægge klassens aktivitet, at skabe en helhed og få den til at fungere. 
De sidste år, vi var på skolen, havde vi på SOS-dagen en café og til formålet havde vi lånt lærerværelset. Vi skiftedes til at passe caféen, dvs. at ekspedere, rydde af og hvad der ellers hører til den funktion og til at fremstille maden, vi solgte. Bl.a. stegte og solgte vi frikadeller i hobetal. De må have været gode, for efterspørgslen var stor og der måtte sendes en stafet af sted til 'Anker Kød' i M. P. Bruuns Gade efter mere frikadellefars! 
Maden blev tilberedt i det nu nedrevne skolekøkken og jeg tror, at vi i dagens anledning havde tilladelse til at benytte elevatoren, når vi skulle op til lærerværelset på øverste etage i hovedbygningen med nye forsyninger.

LUCIAOPTOG FOR MENIGHEDENS ÆLDRE
Skolekoret, der blev dannet i forbindelse med skolens 100-års jubilæum, bestod ikke ret længe. Om det endnu var koret, der lavede Luciaoptog for menighedens ældre medlemmer, herunder flere af de ældre Søstre, eller om man blot samlede en gruppe sangglade elever, husker jeg ikke, men jeg husker at have medvirket, mens jeg endnu gik i femte eller sjette klasse. 
Foruden selve Luciaoptoget sang vi et antal julesange. Det var meget stemningsfuldt. Detaljerne erindrer jeg dog ikke, ud over at der vist blandt de ældre Søstre var en Sr. Rose som vi i det daglige nu og da hørte om fra ældre elever. 

JULEAFSLUTNING
Juleafslutningen på skolen var vældigt hyggelig. Ud over markeringen af sidste time før ferien i de enkelte fag - i svømning i de yngre klasser bestod sidste times julearrangement i, at vi svømmede med tændte stearinlys i den ene hånd, hvilket så meget hyggeligt ud i den gamle, halvmørke svømmehal i Spanien - samledes vi på afslutningsdagen med vores klasselærer i vores eget klasselokale og her fik vi læst op, ofte af den igangværende bog. 
Medbragte stearinlys blev tændt ved vores pladser og vi spiste clementiner og småkager som vi ligeledes havde medbragt hjemmefra. 
I et vist omfang blev der udvekslet gaver - og mon ikke også vi havde en julegave til fru Dalsgaard? Jeg husker i hvert fald, at vi nu og da samlede ind og købte en gave til hende. 
Efter timen i klassen gik vi i kirken til en økumenisk gudstjeneste, hvor der nogle gange opførtes et krybbespil. 
Et år, måske samme år som vi havde lavet Luciaoptog for menighedens ældre, sang koret (eller hvilken status, gruppen nu havde på det tidspunkt) nogle julesange, bl.a. 'Født er Himlenes Kongesøn', en oversættelse af den franske 'Il est né, le divin Enfant', som jeg lærte at kende ved den lejlighed og altid forbinder med netop skolens juleafslutning. 
Når gudstjenesten var slut blev G. F. Händels 'See, the Conquering Hero Comes' fra 'Judas Maccabaeus' spillet som postludium og til tonerne af den, strømmede vi ud af kirken, ud på gaden og hjem på juleferie! For tid og evighed signalerer dette stykke musik for mig: Ferie!

SKT. KNUDS DAG
Endnu en af årets mærkedage var 'Skt. Knuds Dag'. Sandt at sige er jeg i tvivl om, hvornår den blev fejret, og opslag bringer kun delvist klarhed over det, idet der tilsyneladende hersker forvirring om Knud den Helliges og Knud Lavards helgendage. Knud den Helliges helgendag synes dog at være den 19. Januar, mens hans skrinlæggelse fandt sted den 19. April, der også er skolens fødselsdag, så mon ikke det var den 19. April alle, i vore respektive klasselokaler, fik cacaomælk og høje kanelsnegle fra 'Park Alléens Bageri'? Sneglene var endda forsynede med et marcipanbånd, hvorpå var skrevet SKS i chokoladeglasur. Det var en af de rigtigt hyggelige traditioner!

RYESGADES FRISTELSER
I skolens umiddelbare nærhed lå varehuset SBV - selvbetjeningsvarehus - stod navnet for og det var vel et af de første af sin art i Aarhus. 
Ikke så sjældent lagde jeg vejen om ad SBV på vej til rutebilstationen og hjemturen. I forretningen havde de nemlig ofte, lige inden for hovedindgangen, en stand, hvorfra der solgtes forskellige former for chokolade og lignende. Herunder 'Mon Chéri', der var dessertstykker af mørk chokolade, fyldt med et helt kirsebær i likør. De var ganske uimodståelige og solgtes i pakker med fire stykker, hvilket lige passede til en tur hjem! Jeg tror, at ekspeditricen undrede sig lidt over dette halvstore barn eller meget unge menneske, der regelmæssigt købte likørfyldt chokolade! 
Et andet favoritsted for den slags ærinder var kiosken 'Drug Store', der i nogle år lå skråt over for skolen. Her kunne man bl.a. købe nogle særlige bolcher i blandede farver, formet som møtrikker. De var på mode en overgang og det var dem, man skulle have med, når man skulle på heldagsudflugt med skolen, så vi valfartede til denne kiosk før afgang.
I øvrigt hændte det, ikke helt sjældent, at vi fik overtalt en lærer til at give flødeboller. Så blev de hentet i SBV, medmindre vi havde kunnet overbevise pågældende lærer om, at de helt rigtige - og noget dyrere - flødeboller var dem fra 'Frellsen Chokolade', lidt længere oppe ad Ryesgade!

HVAD FIK JEG MED? - HVORDAN GIK DET?
Hvad har jeg så fået med fra min skolegang på Sankt Knuds Skole? Jo - et fagligt særdeles solidt fundament som jeg stadig er bevidst om, er det, jeg står på og det, jeg har bygget videre på. Ikke sjældent er det undervisningen på SKS, snarere end undervisningen i gymnasiet, jeg tænker på, når jeg tænker på norm for undervisning i et givent fag. 
Det var - og er - også en styrke, at skolen og dermed rammen for en væsentlig del af ens dagligliv, opvækst, dannelse og uddannelse, havde klare værdier. Noget tog man til sig umiddelbart, andet tog man måske snarere stilling til senere i tilværelsen, men man var i dagligdagen ikke i tvivl om, hvor man havde institutionen som helhed og herunder de enkelte ansatte. 
En central værdi var vel menneskelighed - medmenneskelighed med hvad deri ligger af indlevelsesevne, omsorg og omtanke for andre. Jeg tror, at mange er gået ud fra Sankt Knuds Skole med gode kompetencer på de områder.  
Hertil kom, at man var vant til, at man i hverdagen var 'to slags': Katolikker og Protestanter. Man havde en fælles hverdag trods forskelligheder og opdagede, at forskellene egentlig ikke var noget, man tænkte over i det daglige, at de faktisk kun betød ganske lidt. 
Udover at være mindst to trosretninger var der også allerede i min tid elever - og enkelte lærere - af forskellige nationaliteter. Det så og ser jeg også som en styrke. 
Mere konkret resultat og fortsættelse af undervisningen for mit vedkommende: Efter musiksproglig studentereksamen fra Aarhus Katedralskole havde jeg et højskoleophold på Skals Håndarbejdsskole og blev siden bibliotekar fra Danmarks Biblioteksskole med musik og musikbiblioteksarbejde som særligt interesseområde og med specialet 'Mozarts Frimurermusik'.

DIMISSION, 1979 - EN ROSE FRA SKOLEN - LÆRDOM FOR LIVET
Da vi dimitterede fra Sankt Knuds Skole, fik vi hver, sammen med vores eksamensbevis, en blomst af skolens daværende leder Else Brask. Pigerne fik en rose og min mor foreslog, at jeg lod min rose forsølve, hvilket jeg gjorde og dermed blev den et håndgribeligt og varigt minde om det, som jeg på så mange andre måder har fået med mig videre i tilværelsen fra min skolegang på Sankt Knuds Skole. 

Grundfør, den 1. Februar 2023

Charlotte Margrethe Øvlisdatter Røjgaard

e-mail: bonaventura&outlook.dk (erstat & med @)