AM-uddannelsens fødsel – og hvad der gik forud

Det skulle tage hele 73 år fra Musikpædagogiske Forening (DMpF) blev dannet, til en egentlig musikpædagogisk uddannelse på konservatorierne så dagens lys. Og her skulle der gå mange år, før faget musikpædagogik blev taget blot nogenlunde alvorligt.

Af Claus Jørgensen, tidl. docent ved DJM og tidl. leder af Aarhus Musikskole

Fra tidernes morgen har der været undervist i musik, oprindeligt i form af mesterlære. Mesteren giver sin viden og kunnen videre til sine elever, hvoraf nogle – forhåbentlig – så senere selv bliver mestre og kan føre traditionen videre.

Allerede i 1898 blev der i København stiftet en musikpædagogisk forening – (MF) senere Dansk Musikpædagogisk Forening (DMpF) - og etableret en musiklærereksamen, der skulle sikre, at den pågældende kandidat ikke blot var en dygtig musiker, men også var god til at undervise i musik. Fra 1920’erne også som holdundervisning, ikke kun eneundervisning. I udlandet var mange banebrydende pædagoger tidligt i gang med tilsvarende tiltag. Pionerer som Zoltan Kodaly, Fritz Jöde, Carl Orff og flere andre gav inspiration til, at der i 1930’ernes Danmark opstod en lang række såkaldte folkemusikskoler (altså “folke-musikskoler” og ikke “folkemusik-skoler”). Navnlig to af disse tilbød kurser, hvor man kunne lære at undervise i musik, også på hold, fx i elementær musikopdragelse, hørelære, musikhistorie m.m.

Jette Tikjøb opretter musikalsk legestue i Aarhus
Aarhus Folkemusikskole (i dag: Aarhus Musikskole) var den ene. Her indførte Eduard Müller allerede i 1930verne undervisning af vordende pædagoger under navnet Jydsk Musikakademi. I 1946 blev skolen overtaget af Jette Tikjøb, som bl.a. oprettede musikalsk legestue for 3- til 7-årige, hvilket dannede forbillede for mange musikskoler landet over. Hun lavede også en række radio- og tv-programmer for Danmarks Radio, formidlet til børn.
Da musikkonservatorierne i 1962 åbnede for musikpædagogiske uddannelser, overgik Jydsk Musikakademi til DJM (Det Jyske Musikkonservatorium), og Jette Tikjøb blev ansat som docent. I 1965 blev jeg selv ansat samme sted som docent i hørelære og fik snart et frugtbart samarbejde med hende. Fra 1971 overlod hun fuldstændig ledelsen af Aarhus Folkemusikskole til mig, indtil skolen blev overdraget til kommunen i 1976/77.

Finn Høffding uddanner musikpædagoger på Musikhøjskolen i København
Københavns Folkemusikskole (I dag: Musikhøjskolen) var den anden skole, der påtog sig uddannelsen af musikpædagoger, som afsluttede med en eksamen. Her var Finn Høffding både medstifter og en af de drivende kræfter. Han var én af dansk musiklivs mest betydningsfulde skikkelser. Han skrev alt fra symfonier over “skoleoperaer” til små klaverstykker for børn. Han var også professor ved DKDM (Det Kongelige Danske Musikkonservatorium), hvor jeg havde ham som lærer og fik mangen en god “musikpolitisk” snak med ham.

Statsprøvet Musikpædagog eller “barnenumseri”
Finn Høffdings berøringsflader og initiativer var talrige, og han havde et vågent blik for alt nyt, der rørte sig i musiklivet. Fx var han medstifter af “Rytmisk Selskab”. I 1939 lykkedes det Finn Høffding – efter mange forhandlinger – at få den danske stat til at overtage de musikpædagogiske prøver, hvorefter kandidaterne kunne kalde sig “Statsprøvet Musikpædagog”. Samtidig blev de musikpædagogiske kurser overflyttet til DKDM, dog stadig som “kurser”, ikke som en del af selve konservatorieuddannelsen. I Aarhus skete overflytningen dog først i 1944.
Men der skulle gå mange år, før konservatoriernes lærere holdt op med at se ned på dette “barnenumseri” (som en københavnsk professor kaldte det), og mange år før konservatoriets studerende opdagede, at det måske også kunne være noget, som de kunne have interesse i!
Først i 1962 blev dette “Musikpædagogiske Kursus” lagt ind som en integreret del af konservatorieuddannelserne.
Finn Høffding arbejdede dog utrætteligt videre for en selvstændig og bredt favnende musikpædagogisk uddannelse. Sidst i 1960’erne resulterede det i første omgang i oprettelsen af den såkaldte musiklederuddannelse. En glimrende uddannelse, som dog under indflydelse af de københavnske professorer hurtigt udviklede sig til nærmest at blive en lille dirigentuddannelse, – på alvorlig bekostning af det elementære sigte.

Ejnar Kampp viderefører de musikpædagogiske tanker
Det store behov for en massiv, bredspektret musikundervisning på elementært plan blev til gengæld stort set ikke tilgodeset med musiklederuddannelsen. “Det elementære måtte enhver konservatorieuddannet musiker da sagtens kunne tage sig af; det kan vel ikke være så svært!”, var konservatorielærernes generelle holdning. Derfor blev tanker om en musiklæreruddannelse med sigte på det folkelige og på det helt elementære plan ved med at rumle, ikke mindst hos folkemusikeren, korlederen og med-lederen af Københavns Musikhøjskole: Ejnar Kampp. Kampp udgav en stor mængde musikpædagogisk materiale, bl.a. til elementær korsang, sammenspil, folkedans og becifringsspil. Og ligesom Jette Tikjøb stod han for mange musikpædagogiske udsendelser i DR’s radio- og TV.
På Musikhøjskolen havde Kampp videreført Finn Høffdings musikpædagogiske kursus med et AM-lignende fagindhold. Utrætteligt prøvede han at få dette kursus i “elementær musikopdragelse” gjort til en konservatorieuddannelse. En harmonikaspillende folkedansers idéer om musikundervisning var imidlertid ikke det, man lyttede mest til i de højere kredse. For at bevise at han faktisk “kunne noget”, indstillede Ejnar Kampp sig derfor som privatist til hele to musikpædagogiske eksaminer, og uden problemer blev han statsprøvet, både som klaver- og hørelærepædagog. Dét skabte respekt! Man begyndte at tage ham alvorligt, og i 1971 kunne det første EM-hold (Elementær Musikopdragelse) starte på DKDM. EM er senere blevet omdøbt til AM (Almen Musikledelse).

Elementær Musikopdragelse - ”Nu gør vi det sgu!"
Sideløbende med mit hørelæredocentur, havde jeg dengang et bijob som administrativ medarbejder på DJM, hvilket indebar, at jeg havde et nært samarbejde med vores daværende rektor Tage Nielsen. Dette udnyttede jeg til ofte at "stikke til", om vi ikke også skulle se at komme igang her med en EM-uddannelse ligesom DKDM.
Trods absolut sympati for tanken forholdt Tage Nielsen sig imidlertid længe tøvende. Han var simpelthen usikker på, om han kunne få opbakning og ikke en masse ballade i vores eget Konservatorieråd. Dette var nemlig overvejende af den anskuelse, at en sådan uddannelse alvorligt ville sænke Konservatoriets niveau og omdømme. Faktisk havde nogle højtestimerede lærere truet med at forlade stedet, hvis den uddannelse blev realiseret. “Det bliver en gøgeunge”, hævdede en højt agtet professor, og han gik faktisk da “gøgeungen” begyndte at vokse!
Men så en dag, da jeg endnu engang drejede samtalen ind på EM-sagen, husker jeg stadig tydeligt Tage Nielsens reaktion: Først stirrede han på sin karakteristiske måde længe, stift skråt op i luften. Derpå kiggede han direkte på mig, og samtidig med at han slog hånden i bordet med stor kraft udbrød han: ”Nu gør vi det sgu!”. Og så gik vi i gang. I 1972. Ganske vist et år senere end DKDM. Men her havde man tydeligvis ventet på os, så vi i fællesskab kunne få fremstillet nogle ens studie- og eksamensbestemmelser for uddannelsen.
Disse blev Ejnar Kampp og jeg i fællesskab sat til at udarbejde. Efter drøftelse med en lang række faglærere skulle vi komme med forslag til formål og indhold for alle de påtænkte fagområder, udkast til optagelses- og eksamenskrav, beregne timetal osv. Heldigvis havde Ejnar og jeg været nære venner i mange år, så det var nemt for os at “finde hinanden”, og vores forslag blev til alt held godkendt i begge konservatorieråd.
På det tidspunkt havde jeg et hold studerende i hørelærepædagogik med vidt forskellig baggrund. Naturligt snakkede jeg også med holdet om den nye uddannelse, og særligt én, Arne Dich, fik jeg gjort levende interesseret. Som allround musiker havde han en anden baggrund end jeg selv, og af ham fik jeg mange brugbare idéer.

Brugsklaver for døve øren
På begge konservatorier var mange helt enige om, at den rytmiske musik ubetinget skulle indgå i den nye uddannelse; konservatoriet var jo ellers rent klassisk dengang. Men derudover var der ét bestemt fag, som jeg selv gennem flere år – for fuldstændig døve øren – havde foreslået indført for alle konservatoriestuderende: Brugsklaver. At brugsklaver måtte være et must på en EM-uddannelse, turde være en selvfølge, men på begge konservatorier strittede de klassiske klaverlærere voldsomt imod. Klaver var jo dog deres fag, som ingen skulle blande sig i, og brugsklaver forudsatte, at man først havde lært at spille “rigtigt klaver", hævdede de. Det endte dog med, at Ejner Kampp og jeg – på trods – fik gennemtrumfet anskaffelsen af klaverlaboratorier til holdundervisning i brugsklaver (Faktisk som de fire første steder i landet: På DKDM, Musikhøjskolen, DJM og Aarhus Folkemusikskole).
Som daværende leder af Aarhus Folkemusikskole fik jeg hurtigt – ligesom på Musikhøjskolen – iværksat undervisningstilbud, der specielt stilede mod konservatoriets optagelsesprøver til EM-uddannelsen, og denne kom så godt fra start på DJM i Aarhus med det første hold i 1972, ikke mindst takket være en række ildsjæle som: Jette Tikjøb, Mogens Helmer Petersen, Steen Petersen og flere andre faglærere, samt ikke mindst Arne Dich, der snart blev uddannelsens drivende kraft.

I København var det naturligvis Ejnar Kampp, der – efter en tilsvarende mængde kollegial modstand – blev uddannelsens drivende kraft, men hvad der ellers og videre skete her, husker jeg ikke meget om, og faktisk kender jeg intet til, hvordan uddannelsen senere kom igang på de tre øvrige konservatorier. Dette må det overlades til andre at berette om.

(Denne artikel er oprindelig skrevet i anledning af AM-uddannelsens 50 års jubilæum på Det Jyske Musikkonservatorium, markeret ved en reception på DJM d. 18. november 2022, men er senere lettere redigeret af forf.)